Jeg blev meget positivt overrasket over Mario Draghis forslag om, at EU skal styrke erhverslivet massivt. Forslaget består i, at EU skal investere 800 mia. euro årligt i grøn teknologi, AI og forsvar mv. Han er ikke hvem som helst, men manden, der reddede euroen under finanskrisen, da han var chef for Den Europæiske Centralbank med udtalelsen: ”We will do whatever it takes to preserve the euro”. Mario Draghi siger nu med klar stemme: EU skal investere stort for at styrke erhvervslivets konkurrenceevne. Samtidig skal EU afvikle den overregulering, som vi har set de sidste 25 år, og som lige nu kvæler grøn teknologi.

 

At vi skal holde syv store The Big Picture-investeringsmøder flere steder i landet med 3.500 af vores trofaste kunder og andre interesserede. Vi får altid masser af gode spørgsmål. Jeg vil bl.a. svare på de tre spørgsmål, jeg får igen og igen.

Der er stadig enkelte ledige pladser - læs mere og tilmeld dig her.

Mario Draghi, manden bag de famøse ord om at redde euroen, uanset hvad det ville kræve, er på pletten igen med en rapport, der skal få EU tilbage på det økonomiske landkort.  

 

I sidste uge udkom Draghi, der efter sin redning af euroen fik tilnavnet ”Super Mario”, med en 400-siders rapport til EU-Kommissionen om fremtiden for EU's konkurrenceevne. Rapporten indeholder forslag om at styrke EU, så regionen fremover kan holde trit med resten af verden – ikke mindst USA og Kina. Tre områder er i fokus.

Super Mario slår fast, at der er nok at tage fat på, når den nye EU-Kommission trækker i arbejdstøjet. Fremskrivninger af befolkningstallet tyder på et fald i EU's arbejdsstyrke på 2 mio. personer frem mod 2040, de nuværende geopolitiske spændinger nødvendiggør flere investeringer i forsvar, EU taber andele i verdenshandlen, og - som nævnt i sidste ugeskrift - så er EU's energiforsyning stærkt afhængig af dyr importeret energi. At imødekomme de udfordringer kræver massive investeringer.

 

Derfor er rapportens måske mest opsigtsvækkende afsnit netop det, der handler om investeringernes størrelse. For at komme i mål med initiativerne vil det som minimum kræve årlige investeringer på 750-800 mia. euro. Det svarer til næsten 5 pct. af hele EU's BNP i 2023. For at sætte tallet i perspektiv er investeringsbehovet dermed mere end tre gange større end Marshall-planen, der hjalp Europa på benene efter anden verdenskrig. Set i det lys er vi godt nok langt bagud.

 

Hvor pengene skal komme fra, er der ikke noget helt klart svar på, men Draghi kommer med et forslag om at udstede fælles europæisk gæld, og sikkert er det i hvert fald, at der er brug for både offentlige og private investeringer for at føre planen ud i livet.

 

Selvom rapporten er blevet hilst velkommen af bl.a. Dansk Metal, der gerne ser Europa forblive et ”produktionskontinent”, bør rapporten foreløbigt anses som et ”analytisk input” og ikke en sikker havn for EU – endnu. Ingen ved reelt, hvor mange af Draghis forslag der ender med at se dagens lys.  

 

”Endelig. Renten er på vej ned.” For mange vil det nok være den første reaktion i kølvandet på de vestlige centralbankers ændrede pengepolitik. Efter flere år med hurtigt stigende styringsrenter er udviklingen vendt:

Om ”endelig” er den rigtige reaktion på den længere bane, vil tiden vise. Det afhænger i høj grad af, hvordan økonomien udvikler sig herfra. Spørger man rentemarkederne, er svaret dog klart. Det er på tide, at renterne sænkes for at undgå en recession, og derfor forventer finansmarkedet også, at udviklingen fortsætter. ECB forventes at sænke renten seks gange mere i løbet af de næste 12 måneder. For Fed er tallet otte gange.

 

Spørger du Maj Invest, er billedet dog ikke helt så entydigt. De hårde datapunkter, vi ser på, såsom de amerikanske forbrugeres velbefindende, de stadigt stigende offentlige budgetter og udsigterne for industrikonjunkturen, viser, at den amerikanske økonomi vil fortsætte med at vokse pænt. Derfor er behovet for rentesænkninger nok knap så stort, som markedet i øjeblikket regner med i USA.

 

Uagtet vores syn på tempoet af rentesænkelser er styringsrenterne på vej ned. Men hvad betyder det egentlig for økonomien og finansmarkederne? Når det gælder økonomien på den korte bane, er det enkle svar: Mindre end, hvad mange tror. Global økonomi kan bedst sammenlignes med en supertanker. Kursen er udstukket og kan ikke bare ændres 180 grader fra den ene dag til den anden, fordi Fed har sænket renten med 0,50 procentpoint. På længere sigt vil en lempeligere pengepolitik øge den økonomiske aktivitet. 

 

Når det kommer til finansmarkedet, er sagen en anden. På den korte bane er finansmarkedet nemlig alt andet end en supertanker. Ordlyden i centralbankmeddelelser eller årsrapporter kan betyde udsving på milliarder af dollar. Derfor har centralbankens ageren også direkte konsekvenser for finansmarkederne. Selvom alle perioder omkring rentesænkninger er forskellige, kan historiske data hjælpe med at få et overblik.

 

Ser man på de 14 rentesænkninger siden 1970, kan man se flere mønstre. Statsobligationerne har haft den mest forudsigelige reaktion: Kun efter én af de 14 rentesænkninger har statsobligationerne givet et negativt afkast 12 måneder senere. For aktier har reaktionen været mere usikker og afhænger i høj grad af, om økonomien er på vej i recession eller ej. Umiddelbart ser vi ikke en recession i USA i horisonten, og det giver i en historisk kontekst gode muligheder for pæne aktieafkast. Så et lettelsens suk er sådan set på sin plads – både for boligejere og investorer.

 

Hvad betyder det for dig som investor?