Velkommen til Ugeskrift for investorer. Hold dig opdateret med nyheder og analyser, der gør en forskel.
Logo Følg os på Linkedin    Følg os på Facebook     Følg os på Instagram
Ugeskrift for investorer
Jeppe Christiansen Jeppe Christiansen
Adm. direktør, Maj Invest
26. september 2024
Illustration af et træ
Ugens JC

Ugens JC

Hvad har overrasket mig?
Vi oplever en alvorlig grøn handlingslammelse i EU. For eksempel er væksten i salget af elbiler gået i stå. I Kina blev der i årets første otte måneder solgt 6 mio. elbiler. Det er mere end dobbelt så mange som de 3 mio. elbiler, der blev solgt i EU og USA tilsammen. Problemet er ganske enkelt: Elbilerne er stadig for dyre. Løsningen er også enkel: Der er brug for støtteordninger, som kan få prisen på elbiler ned. Hvis ikke de europæiske politikere vågner op, vil Kina blive det grønne centrum, som EU bliver helt afhængig af.
 
Hvad kan man se frem til?
At få klart svar på, om renterne falder mere herfra, og om aktierne stiger. Til vores The Big Picture-møder giver vi bl.a. svar på spørgsmål om rentefald, aktieuro og udsigterne for global økonomi, hvis Trump vinder valget. Møderækken er ikke slut, og der er stadig få pladser tilbage, hvis du skulle have lyst til at deltage. 
Nyheder med perspektiv

Nyheder med perspektiv

Indien overhaler Kina i globalt aktieindeks
Indien fylder nu mere end Kina i det globale aktieindeks. Indekset inkluderer mere end 3000 virksomheder og fungerer som et benchmark for globale investorer. Indien kaldes med rette ”det nye Kina”, fordi landet tiltrækker udenlandske investeringer og oplever stærk økonomisk vækst.
Kilde: Financial Times.
 
AI: Energifond til datacentre på 30 mia. dollar
Microsoft og kapitalforvalteren BlackRock lancerer en ”energifond” på 30 mia. dollar. Fonden skal sørge for bæredygtig energi til AI-datacentre. Kunstig intelligens kræver meget strøm. Ifølge forskning kan et stort datacenter bruge omkring 100 MW strøm dagligt. Det svarer til 5.000 gennemsnitlige europæiske husstande.
Kilde: Financial Times.
 
Er alkoholfri drikkevarer det nye?  
Alkoholfri drikkevarer har en markedsandel på kun en procent af det globale salg af alkohol. Men mocktails, alkoholfri øl og vin vinder langsomt indpas. Den årlige vækst forventes at være på ni procent. I lande som Slovakiet, Tyskland og Spanien udgør alkoholfri øl allerede mere end ti procent af salget.
Kilde: Financial Times.
 
BP satser på sol- i stedet for vindenergi
Det britiske energiselskab BP vil satse mere på sol og meget mindre på vind. Selskabet trækker sig derfor ud af vindenergimarkedet i USA ved at sælge onshore vindenergidivisionen BP Wind Energy. 
Kilde: The Economist.
 
Hvem vinder: Harris eller Trump?
Statistikeren Nate Silver forsøger i sit ”2024 Silver Bulletin presidential election forecast” med en vægtet model af flere meningsmålinger at komme tættere på svaret. I modellen har Harris et lille forspring på knap tre procent i forhold til den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump. Men det betyder ikke, at Harris har vundet.
Kilde: Financial Times.
 
Ny vigtig bog fra Yuval Harari
Vores samfund har kontrolleret information - gennem alt fra myter og bureaukratiske systemer til moderne teknologier - for at opbygge magt og opretholde orden. Den israelske professor Yuval Noah Harari beskriver udviklingen og stiller spørgsmål til de etiske konsekvenser af AI i sin nye bog Nexus: A Brief History of Information Networks from the Stone Age to AI.
 
Ny kinesisk pakke er ikke stor nok

Ny kinesisk pakke er ikke stor nok

Den kinesiske vækst har i flere år været presset. Nu er der endelig kommet nye tiltag fra den kinesiske centralbank, PBoC, men spørgsmålet er, om det er nok. Tiltagene skal forsøge at hjælpe den kinesiske økonomi med at nå det officielle mål om en vækst på 5 pct. i 2024 og består bl.a. af:
  • Lempelse af de kinesiske styringsrenter og bankernes solvenskrav.
  • Boligrenten for eksisterende lån sænkes med 0,5 procentpoint.
  • Likviditet stilles til rådighed til virksomheders aktietilbagekøb.
Det er ikke første gang, at centralbanken forsøger at sparke liv i den efterhånden noget stillestående kinesiske økonomi. De tidligere forsøg er ikke lykkedes, og det er også tvivlsomt, om de får succes denne gang. Pengepolitikken virker nemlig ikke på samme måde i Kina som i Vesten, da markedskræfterne reelt ikke har frit spil. Derfor er effekten mindre.
 
Betydningen for den kinesiske økonomi må derfor forventes at være begrænset. Forslagene vil nemlig ikke løse de strukturelle problemer, den kinesiske økonomi står over for. Initiativet er hverken stort nok til at afhjælpe krisen på det kinesiske boligmarked eller stimulere den generelle efterspørgsel for alvor. Det vil kræve flere og mere målrettede tiltag. Udmeldingerne fra et møde i det kinesiske politbureau har torsdag morgen sat gang i spekulationerne, om den slags tiltag er på vej. På nuværende tidspunkt er det dog for tidligt at sige noget endeligt.
 
Aktiemarkedet har indtil videre taget godt imod tiltaget. Her kan timingen spille en betydende rolle. Det kinesiske aktiemarked er faldet med mere end 50 pct. siden toppen i starten af 2021, og samtidig ser det ud til, at forventningerne til virksomhedernes fremtidige indtjening nu har passeret bunden. Derudover er det kinesiske aktiemarked meget billigt prissat i forhold til virksomhedernes indtjening, og flere udenlandske investorer har trukket penge ud af markedet.  
 
Indtjeningsforventninger har ramt bunden
Note: Indeks 31.03.2022 = 100. Det anvendte aktieindeks er HSCEI, der omfatter virksomheder i Kina, der handles på børsen i Hongkong. Indtjening angiver indtjeningsforventninger for 2025.
Kilde: Bloomberg.
 
De kinesiske problemer er mere strukturelle end som så og forsvinder ikke foreløbigt. Derfor står Kina foran flere år med lavere vækst end tidligere. Kina skal dog nok komme igen på et tidspunkt, men det vil tage tid. Kinas satsning på grøn energi som sin nye vækstmotor er et lyspunkt, men før de lykkes med at øge det indenlandske forbrug, vil økonomien have det svært.
 
Hvad betyder det for dig som investor
  • Indtjeningsforventningerne har bundet for nu - godt for kinesiske aktier.
  • Yderligere boost til kinesiske virksomheder vil kræve pengeudpumpning.
  • Flere råvarer kan stige i pris, hvis Kinas vækst stiger.
Hvad sker der med vores boligrenter?

Hvad sker der med vores boligrenter?

Centralbankernes styringsrenter falder. Både den europæiske centralbank, ECB, og den amerikanske centralbank, Fed, har sænket renten med 0,5 procentpoint, og finansmarkederne forventer, at det fortsætter. Men hvad betyder det egentlig for boligrenterne:
  • Renterne på korte 1- og 2-årige flekslån vil falde, i takt med at styringsrenten falder.
  • 30-årige realkreditrenter falder næppe herfra.
Og hvordan hænger det så sammen? Centralbanken fortsætter med at sænke renten, men de lange bolig- og statsrenter falder ikke? Umiddelbart kan det lyde meget lidt logisk, men i virkeligheden er det et bevis på, hvor hurtigt finansmarkedet absorberer og udnytter de tilgængelige informationer. De lange renter har nemlig allerede indregnet, at centralbankerne vil fortsætte med at sænke renterne. De har derfor tilpasset sig den fremtidige virkelighed.
 
Lange realkreditrenter har fundet nyt stabilt niveau
Kilde: Nordea.
 
Et interessant spørgsmål kunne derfor være: Hvad nu hvis centralbankerne ikke sænker renten så hurtigt, som markederne i øjeblikket forventer? Er der i virkeligheden risiko for, at de lange renter skal stige lidt igen?
 
Ja, det er en mulighed. I øjeblikket taler meget dog for, at centralbankerne kan fortsætte med at sænke renten. Inflationen lader til at være under kontrol, økonomien er tilbage mod ligevægt, og Fed fører fortsat en pengepolitik, der efter Feds egen mening er restriktiv.
 
Der kan dog komme grus i Feds maskineri, og det kan forsinke rentesænkningerne. For eksempel kan en opblomstring i den globale industrikonjunktur, som aktiviteten i den taiwanske industri og stigningen i beskæftigelsen i områder som transport og lagerkapacitet tyder på, give makroøkonomisk medvind. Det vil betyde mangel på arbejdskraft og opadgående pres på inflationen. I sådan et scenarie vil centralbanken ikke sænke renten nævneværdigt, og det kan få de lange renter inklusive boligrenterne til at stige. 
 
Hvad betyder det for dig som investor 
  • Boligrenterne er faldet det, de "skal".
  • Investering i obligationer kan give gode stabile afkast de kommende år. 
 
10 vigtige tal for langsigtede investorer

10 vigtige tal for langsigtede investorer

Note: BNP-tal viser kvartalstal omregnet til årsrater. Afkasttal for aktier er inklusive nettoudbytter og målt i danske kroner. Afkast og rentesats er opdateret 25-09-2024.
Kilde: Bloomberg.
 
Tak, fordi du læste med. Send gerne forslag og spørgsmål til os, hvis du har ideer eller feedback.
 
God dag og på gensyn i næste uge. 
Jeppe
 
 


Om ugeskriftet
Dette ugeskrift er udarbejdet af Fondsmæglerselskabet Maj Invest A/S (Maj Invest). Ugeskriftet er generel information bl.a. om generelle økonomiske tendenser. Ugeskriftet er ikke et tilbud eller en opfordring til at købe eller sælge værdipapirer, valuta eller finansielt instrument. Ugeskriftet tager ikke udgangspunkt i og er ikke tilpasset dine personlige forhold. Ugeskriftet er ikke investeringsrådgivning, indeholder ikke investeringsanbefalinger og bør ikke opfattes som sådan. Informationer i ugeskriftet kan ikke erstatte individuel professionel rådgivning. Ugeskriftet er baseret på information fra kilder, som Maj Invest finder pålidelige, men Maj Invest påtager sig ikke ansvar for oplysningernes nøjagtighed eller for dispositioner foretaget på baggrund heraf, herunder eventuelle tab. Der tages forbehold for eventuelle trykfejl. Ugeskriftet er ikke en investeringsanalyse med Maj Invests syn på specifikke værdipapirer og er ikke anbefalinger om værdipapirer. Informationer er udtryk for et generelt øjebliksbillede og ikke en specifik investeringshorisont.

Ugeskriftet er ikke en investeringsanbefaling efter EU-forordning nr. 596/2014 om markedsmisbrug med senere ændringer og indeholder ikke en objektiv redegørelse for eventuelle anbefalinger. Maj Invest kan derfor handle med aktier og andre finansielle instrumenter, der er omtalt i nyhedsbrevet før dets offentliggørelse. Maj Invest, tilknyttede selskaber og ansatte i Maj Invest kan have positioner, handle og udføre ordrer i værdipapirer, valuta og finansielle instrumenter nævnt i nyhedsbrevet. Maj Invest kan levere services til kunder nævnt i ugeskriftet, fx Investeringsforeningen Maj Invest, og modtage honorar. Maj Invest har procedurer for at eliminere og afbøde eventuelle interessekonflikter. Vurderinger i ugeskriftet er baseret på skøn og forudsætninger. Investering i værdipapirer er forbundet med risici. Bevægelser i markedet generelt eller hændelser knyttet til værdipapirer kan påvirke kursudviklingen, som dermed kan adskille sig væsentligt fra det i ugeskriftet forventede. Historiske og tidligere afkast kan ikke anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast. Vurdering af fremtidige afkast er baseret på formodninger, som måske ikke realiseres.

Sådan behandler vi personoplysninger og samtykke
Du er registreret som modtager af Maj Invests ugeskrift. I Maj Invest behandler vi dine kontaktoplysninger, herunder personoplysninger (f.eks. navn, e-mailadresse og andre standardoplysninger) med det formål at distribuere ugeskriftet. Følgende oplysninger kan blive brugt til statistiske formål: URL-anmodning, IP-adresse, operativsystem, elektronisk enhed, netværk, henvisningstrafik og browsertype. Vi vurderer, at du har givet os dit samtykke til at behandle dine personoplysninger til dette formål. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage ved at kontakte os via linket ovenfor. Du kan læse mere i vores databehandlingspolitik på majinvest.com om vores håndtering af persondata og dine rettigheder.

Opt-out from scraping. Ophavsret. Indholdet af dette ugeskrift må ikke anvendes til analyse, træning, optimering eller test af algoritmer, sprogmodeller eller andre former for kunstig intelligens uden Maj Invests forudgående samtykke. Maj Invest forbeholder sig herunder udtrykkeligt retten til tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b. Ugeskriftet er beskyttet af ophavsretslovgivningen i Danmark. Ugeskriftet er til modtagerens personlige brug og må ikke distribueres, kopieres gengives, transmitteres, videregives eller på anden måde distribueres eller offentliggøres uden forudgående skriftligt samtykke fra Maj Invest andet end i det omfang, det er nødvendigt for andre personer indenfor samme organisation. Uanset ovennævnte kan modtageren linke til dette indhold.