Det er overraskende, hvor hurtigt konflikten i Mellemøsten eskalerer. Vi er tæt på det konfliktniveau, man så under Seksdageskrigen i 1967 og Yom Kippur-krigen i 1973. Risikoscenarierne er mange – og ingen er positive. Risikoen for en rigtig oliekrise med oliepriser på over 100 dollar pr. tønde er til stede. Derudover kan det føre til et sammenbrud for det iranske regime, ligesom sandsynligheden for en reel amerikansk involvering også er stor. Vi analyserer emnet dybere i næste uges udgave af Ugeskrift for investorer.

 

At vi snart har overstået det amerikanske valg. Vi har brug for en afklaring i USA. Hvilken vej vælger man? Der er betydelig forskel på Trump og Harris, når det gælder økonomisk politik. Med Trump vil aktiekurserne nok stige til en start – men derefter er alt tilsyneladende et spørgsmål om dagsformen. Man må dog sige om Trump, at han har ret i, at vi skal betale mindst 2 pct. om året til Nato, og at vi har brug for en ny (og kontant) handelspolitik over for Kina. For et par år siden hørte jeg et foredrag af Tony Blair om USA. Han sagde: Det amerikanske erhvervsliv er økonomisk set så stærkt, at det kan klare sig godt, uanset hvem der bliver præsident. Det er en relevant pointe.

Tal fra Tyskland tegner et dystert billede. Tysk økonomi er ikke vokset i syv år. Tysk industriproduktion er på samme niveau som for 18 år siden. Møder man tyske forretningsfolk på globale konferencer, er de ekstremt pessimistiske. Årsagerne til de magre tal er mange:

Tysk industri har i mange år været konkurrencedygtig på grund af bl.a. den billige russiske gas. Gasprisen i Tyskland er nu mere end fordoblet, og konkurrenceevnen derfor bogstavelig talt en by i Rusland. Særligt de sektorer, der bruger meget energi i produktionen, er i tilbagegang, men hele den tyske industri rammes hårdt. Sporene i den tyske økonomi er tydelige – industrien fylder 30 pct. af det tyske BNP, og effekten er derfor kontant. Der er ingen udsigt til, at energipriserne vil falde, og derfor er konkurrenceevnen permanent forringet.

 

Tyskernes problem opstod dog reelt lang tid før, gassen steg i pris. Glansbilledet af Tyskland som industri- og eksportnation har været presset af Kina i flere år. Kinas lavere lønninger var første stik til den tyske konkurrenceevne, men siden er kinesernes tekniske formåen også begyndt at presse tyskerne. Særligt inden for kemi og industrimaskiner, der tidligere var Tysklands hjemmebane, er kineserne gået frem, mens tyskerne har tabt terræn.

 

Der, hvor den trykkende sko må gøre mest ondt på tyskerne, er bilindustrien. Tyskernes største eksportområde, der står for 15 pct. af den samlede eksport, er i knæ. I 2023 var 18 pct. af alle nye biler globalt elektriske, og andelen vil stige støt de kommende år. Men også her er Kina langt foran, og Volkswagen overvejer for første gang nogensinde at lukke fabrikker i Tyskland. Kort sagt er der få lyspunkter i den tyske økonomi.

 

Modgang fostrer dog ofte nyskabelse, og man må håbe for tyskerne, at det også er tilfældet denne gang – der er i hvert fald brug for det.  

 

Stor, større, størst, USA. Mere eller mindre alt i USA er større end i Europa: Big Mac-menuer, biler, køleskabe… og banker. De amerikanske banker er vokset med imponerende hast siden slutningen af finanskrisen og overgår nu de europæiske med længder, når det kommer til markedsværdi:

Særligt siden finanskrisen er de amerikanske banker vokset mere i værdi end de europæiske. Aktier i amerikanske banker er siden foråret 2009 steget med 18 pct. årligt, mens de europæiske kun er steget med 10 pct. årligt.

 

Udviklingen drives primært af, at de amerikanske banker er langt bedre til at tjene penge. Amerikanske banker har siden finanskrisen i gennemsnit haft en forrentning af egenkapitalen på knap 10 pct. Det er dobbelt så meget som de europæiske bankers forrentning på 5 pct. En høj forrentning af egenkapitalen er positivt, da det kort og godt fortæller, hvor gode bankerne er til at tjene penge. Den bedre evne til at tjene penge kan blandt andet forklares af den stærkere vækst i USA. Siden finanskrisen er den amerikanske økonomi i gennemsnit vokset med 2,4 pct. årligt mod 1,2 pct. årligt i Europa.

 

På et område kan de europæiske banker dog konkurrere med de amerikanske. Både amerikanske og europæiske banker er nemlig ekstremt solide. Bankernes solvensniveau (egenkapital) er mere end dobbelt så stort som det, loven stiller krav om – både i USA og Europa. Uroen sidste år forbundet med kollapset af tre mindre amerikanske banker samt schweiziske Credit Suisse er derfor alene udtryk for enkeltstående tilfælde af for stor risikoappetit. Der er derfor ikke grund til at frygte en ny finanskrise i hverken USA eller Europa.

 

Fremadrettet ser vækstbilledet mere solidt ud i USA end i Europa. Det vil forstærke de amerikanske bankers dominans.    

 

Trump vil sætte store afgifter på import til USA: 60 pct. på varer fra Kina og 10 pct. på varer fra resten af verden. Konsekvenserne kan være store: