Velkommen til Ugeskrift for investorer. Hold dig opdateret med nyheder og analyser, der gør en forskel.
Logo Følg os på Linkedin    Følg os på Facebook     Følg os på Instagram
Ugeskrift for investorer
Jeppe Christiansen Jeppe Christiansen
Adm. direktør, Maj Invest
24. oktober 2024
Illustration af et træ
Jeppes perspektiv

Jeppes perspektiv

Uanset hvad man mener om USA i disse tider, må man konstatere, at landet har en økonomisk power, et iværksætterdrive, en teknologisk innovation og en kapitalmæssig risikovillighed, der sætter resten af verden skakmat. Amerikanerne investerer mere, bedre og klogere end resten af verden. Det har betydet, at amerikansk økonomi på 25 år har skabt meget mere økonomisk vækst og fremgang end EU. Faktisk svarer USA's fremgang til, at der er ”vokset en økonomi op inde i USA, som svarer til størrelsen af to gange Tyskland”. EU-landene skal vågne op, og vi skal alle læse Mario Draghis analyse, som fortæller, at vi skal have en helt anden og mere aktiv erhvervspolitik i EU, hvis vi vil følge med USA. Det er jo i sidste ende erhvervslivet, som sikrer os den indkomst, beskæftigelse og tilhørende skatteindtægter, der finansierer velfærdssamfundet.
 
Men der er heldigvis også grundlag for optimisme. Ny teknologi og nye AI-værktøjer vil styrke produktiviteten og give os mere velfærd. Teknologien vil – særligt når AI-modellerne bliver forbedret yderligere – være med til at løse vores udfordringer på klimaområdet. Den grønne klimateknologi er klar til kvantespring i de kommende år. I Danmark fokuserer vi meget på vindkraft. Vi overser, hvilken markant udvikling der sker inden for carbon capture, atomkraft, hydrogen- og batteriteknologi samt industriel effektivisering. Men det kræver store langsigtede erhvervsinvesteringer, risikovillig kapital, iværksættermentalitet samt en politisk forståelse for, at netop kombinationen af disse faktorer er løsningen på klimaudfordringen.
Nyheder med perspektiv

Nyheder med perspektiv

Den globale statsgæld er snart på størrelse med globalt BNP  
Den globale offentlige gæld passerer 100.000 milliarder dollars i 2024, hvilket er tæt på størrelsen af globalt BNP. Det viser tal fra IMF, der peger på finanskrisen og covid-19 som de primære årsager til den kraftigt stigende offentlige gæld de seneste 20 år. Selv om udviklingen er bekymrende, er der ingen fare for, at de store nationer ikke kan vedligeholde deres gæld. Den høje gæld betyder dog færre penge til grøn omstilling og velfærd. Det vil også på sigt påvirke renteniveauet, og derfor skal vi næppe forvente store rentefald i de kommende år – medmindre vi rammes af global recession.
Kilde: Financial Times.
 
Konsekvens for investorer
  • Stor gæld vil lægge en dæmper på væksten.
  • Stor gæld kan få renten til at stige. 
Ingen tegn på AI-boble  
Intet tyder i øjeblikket på, at de stigende aktiekurser inden for teknologi er tegn på en AI-boble. Det kan man aflæse på semiconductor-industrien, hvor to store aktører, TSMC og ASML, begge aflagde regnskaber i den forgangne uge. TSMC's indtjening voksede markant og begejstrede markedet på grund af stor efterspørgsel fra AI-udviklingen, men ASML skuffede med lavere forventninger til 2025 end forudset. Det generelle billede er, at selskaber inden for semiconductor-industrien fortsætter den stærke udvikling i indtjeningen og derfor ikke befinder sig i en boble. De handler i dag til P/E-værdier på 33, hvor tallet til sammenligning var tre gange højere under dot com-boblen. Priserne er derfor fortsat forankret i virkeligheden og den store vækst i området.
Kilde: Bloomberg.
 
Konsekvens for investorer
  • Aktier inden for AI og semiconductors har vækstrater, der gør dem interessante.
Uro sender guldprisen på himmelflugt 
Det globale aktiemarked er i år steget 22 pct. Alligevel bliver aktierne overhalet indenom af guldprisen, som indtil nu er steget med 35 pct. i 2024. Prisen på det ædle metal er normalt stærkt korreleret med realrenten, men i øjeblikket er andre kræfter i spil. Stigende geopolitisk uro, større gældsætning og usikkerhed om det amerikanske valg har været med til at trække guldprisen op. Historisk har guld været en god investering under høj inflation og geopolitisk usikkerhed.
Kilde: Bloomberg.
 
Konsekvens for investorer
  • Guld er relevant i en portefølje, hvis man vil gardere sig mod geopolitisk risiko.
 
Lønudvikling for lavtlønnede giver tro på USA

Lønudvikling for lavtlønnede giver tro på USA

Det er de lavtlønnede i USA, der er kommet stærkest tilbage efter fire år med prisstigninger som følge af covid-19. Til manges overraskelse er lønningerne for denne befolkningsgruppe nemlig steget mere end både inflationen og lønningerne for de højtlønnede:
  • Siden marts 2020 er de laveste lønninger steget med 26 pct.
  • Siden marts 2020 er priserne generelt steget med 22 pct.
  • Siden marts 2020 er de højeste lønninger steget med 15 pct.
Bekymringen for, at prisstigningerne ville presse de lavtlønnede så hårdt, at det kunne føre til et forbrugskollaps og en recession i USA, har været ubegrundet.
 
USA: De laveste lønninger er steget mere end priserne generelt
Note: Samlet CPI viser ændringen i de generelle forbrugerpriser. 
Kilde: Bloomberg og Yardeni.
 
Prisstigningerne har været bredt forankret, men det er især energi og fødevarer, der har trukket priserne op. Således er prisen på benzin steget 36 pct. og fødevarer 26 pct. Det er traditionelt store poster for de lavtlønnede, men niveauet er omtrent det samme for middelklassen. Kun de 20 pct. med de højeste lønninger bruger en markant mindre del på disse områder.  
 
Sundhed er med en prisstigning på 10 pct. et af de områder, hvor priserne er steget mindst i samme periode. Denne post udgør samtidig en relativt større andel af lavtlønnedes indkomst sammenlignet med de mest velhavende.
 
Til gengæld bliver de mest velhavende tilgodeset, når man ser på formueudviklingen, hvor aktier og ejendomme er steget voldsomt. Det er dog bemærkelsesværdigt, at den halvdel af befolkningen, der tjener mindst, næsten har fordoblet deres formue siden starten af 2020. Formuerne for den bedst lønnede halvdel er i samme periode ’kun’ steget med 50 pct. Formueudviklingen viser, at de amerikanske forbrugere generelt er finansielt solide.
 
Det dystre billede af et samfundslag i USA, der skulle være ekstraordinært hårdt ramt af covidkrise og energikrise, kan ikke dokumenteres med data. Det er endnu et tegn på, at recessionen i USA ikke ligger lige rundt om hjørnet.
 
Konsekvens for investorer
  • Amerikansk økonomi er solid – det er godt for aktiemarkedet.
  • Centralbanken vil sænke renten i et lavere tempo end forventet.
Aktiemarkedet kalder på atomkraft

Aktiemarkedet kalder på atomkraft

De fleste grønne investeringer har haft det svært de senere år. Det gælder ikke mindst sol og vind, hvor aktiemarkedet har indregnet højere finansieringsomkostninger, ligesom det bekymrer, at grøn strømproduktion er ustabil. Udviklingen på aktiemarkedet og de store atomkraftinvesteringer, som både Google, Microsoft, Oracle og Amazon har offentliggjort, fortæller dog en helt anden historie.
  • Atomkraftaktier er steget 70 pct. på to år.
  • Aktier med fokus på solenergi er faldet 25 pct. i samme periode.
  • Amazon, Google og Microsoft investerer milliardbeløb i atomkraft.
Udviklingen i retning mod atomkraft har stået på i et par år, men de seneste måneder har markeret et vendepunkt. Hovedårsagen er, at de amerikanske teknologigiganter har konkluderet, at deres datacentre og tilhørende AI-investeringer ikke kan klare sig med strøm fra sol og vind. Samtidig betyder de grønne ambitioner, at kulkraftværker er udelukket. 
 
Aktiemarkedet tror på atomkraft
Note: Indeks 100=01.01.2022. Data er baseret på et Bloomberg-indeks. Afkastet er inklusive geninvesterede udbytter.
Kilde: Bloomberg.
 
I september indgik Microsoft en 20-årig strømaftale med Constellation Energy, som råder over den største andel af konventionelle atomkraftværker i USA. I sidste uge annoncerede Google så, at de har indgået en aftale med selskabet Kairos Power, der laver små atomkraftværker, om at aftage 500 MW fra deres ”small modular reactors”. Og senest har Amazon bekræftet, at de vil investere mere end 500 millioner dollars i atomkraft. Blandt andet har de købt en andel af den amerikanske producent af atomkraftværker X-energy. Teknologivirksomhedernes interesse har den seneste uge fået aktiekurserne på selskaber tilknyttet atomkraft til at stige markant. 
 
Det øgede fokus på atomkraft er først lige begyndt. Det Internationale Energiagentur, IEA, vurderer, at atomkraftkapaciteten skal fordobles frem mod 2050.
 
Konsekvens for investorer
  • De første gode nyheder er indregnet i kurserne.
  • På langt sigt er investeringer i atomkraft interessante.
 
10 vigtige tal for langsigtede investorer

10 vigtige tal for langsigtede investorer

Note: BNP-tal viser kvartalstal omregnet til årsrater. Afkasttal for aktier er inklusive nettoudbytter og målt i danske kroner. Afkast og rentesats er opdateret 23-10-2024.
Kilde: Bloomberg.
 
Tak, fordi du læste med. Send gerne forslag og spørgsmål til os, hvis du har ideer eller feedback.
 
God dag og på gensyn i næste uge. 
Jeppe
 
 


Om ugeskriftet
Dette ugeskrift er udarbejdet af Fondsmæglerselskabet Maj Invest A/S (Maj Invest). Ugeskriftet er generel information bl.a. om generelle økonomiske tendenser. Ugeskriftet er ikke et tilbud eller en opfordring til at købe eller sælge værdipapirer, valuta eller finansielt instrument. Ugeskriftet tager ikke udgangspunkt i og er ikke tilpasset dine personlige forhold. Ugeskriftet er ikke investeringsrådgivning, indeholder ikke investeringsanbefalinger og bør ikke opfattes som sådan. Informationer i ugeskriftet kan ikke erstatte individuel professionel rådgivning. Ugeskriftet er baseret på information fra kilder, som Maj Invest finder pålidelige, men Maj Invest påtager sig ikke ansvar for oplysningernes nøjagtighed eller for dispositioner foretaget på baggrund heraf, herunder eventuelle tab. Der tages forbehold for eventuelle trykfejl. Ugeskriftet er ikke en investeringsanalyse med Maj Invests syn på specifikke værdipapirer og er ikke anbefalinger om værdipapirer. Informationer er udtryk for et generelt øjebliksbillede og ikke en specifik investeringshorisont.

Ugeskriftet er ikke en investeringsanbefaling efter EU-forordning nr. 596/2014 om markedsmisbrug med senere ændringer og indeholder ikke en objektiv redegørelse for eventuelle anbefalinger. Maj Invest kan derfor handle med aktier og andre finansielle instrumenter, der er omtalt i nyhedsbrevet før dets offentliggørelse. Maj Invest, tilknyttede selskaber og ansatte i Maj Invest kan have positioner, handle og udføre ordrer i værdipapirer, valuta og finansielle instrumenter nævnt i nyhedsbrevet. Maj Invest kan levere services til kunder nævnt i ugeskriftet, fx Investeringsforeningen Maj Invest, og modtage honorar. Maj Invest har procedurer for at eliminere og afbøde eventuelle interessekonflikter. Vurderinger i ugeskriftet er baseret på skøn og forudsætninger. Investering i værdipapirer er forbundet med risici. Bevægelser i markedet generelt eller hændelser knyttet til værdipapirer kan påvirke kursudviklingen, som dermed kan adskille sig væsentligt fra det i ugeskriftet forventede. Historiske og tidligere afkast kan ikke anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast. Vurdering af fremtidige afkast er baseret på formodninger, som måske ikke realiseres.

Sådan behandler vi personoplysninger og samtykke
Du er registreret som modtager af Maj Invests ugeskrift. I Maj Invest behandler vi dine kontaktoplysninger, herunder personoplysninger (f.eks. navn, e-mailadresse og andre standardoplysninger) med det formål at distribuere ugeskriftet. Følgende oplysninger kan blive brugt til statistiske formål: URL-anmodning, IP-adresse, operativsystem, elektronisk enhed, netværk, henvisningstrafik og browsertype. Vi vurderer, at du har givet os dit samtykke til at behandle dine personoplysninger til dette formål. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage ved at kontakte os via linket ovenfor. Du kan læse mere i vores databehandlingspolitik på majinvest.com om vores håndtering af persondata og dine rettigheder.

Opt-out from scraping. Ophavsret. Indholdet af dette ugeskrift må ikke anvendes til analyse, træning, optimering eller test af algoritmer, sprogmodeller eller andre former for kunstig intelligens uden Maj Invests forudgående samtykke. Maj Invest forbeholder sig herunder udtrykkeligt retten til tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b. Ugeskriftet er beskyttet af ophavsretslovgivningen i Danmark. Ugeskriftet er til modtagerens personlige brug og må ikke distribueres, kopieres gengives, transmitteres, videregives eller på anden måde distribueres eller offentliggøres uden forudgående skriftligt samtykke fra Maj Invest andet end i det omfang, det er nødvendigt for andre personer indenfor samme organisation. Uanset ovennævnte kan modtageren linke til dette indhold.