Det amerikanske præsidentvalg fungerer som retningspil for, hvad verden kan forvente i de kommende år. Mere fokus på folks daglige økonomi, på nationale interesser og ikke mindst indvandring. Trump vil sammen med Kongressen kunne træffe de beslutninger, som man finder nødvendige for at leve op til valgløfterne. Trump kan – med valgsejren i bagagen - bruge de økonomiske midler, det kræver. Det amerikanske føderale budget udgør mere end 20 pct. af amerikansk BNP svarende til 6.700 mia. dollar. USA har en ufattelig økonomisk styrke, og Trump sidder nu for bordenden. Over for dette står et næsten lammet EU. Sidst vi traf store beslutninger i EU var, da vi blev enige om oprettelsen af ”det indre marked”. Inden EU overhovedet kom i gang med det indre marked, havde Amazon allerede taget markedet. EU er for langsomme og for regelfokuserede. Nu ved vi - med Mario Draghi-rapporten i hånden - at det vil kræve årlige investeringer på mindst 5 pct. af BNP at skabe en konkurrencekraft, der blot nogenlunde kan matche USA og Kina. Og problemet er det simple: EU-systemet disponerer kun over 1,3 pct. af EU-landenes BNP svarende til 248 mia. euro. Det er med andre ord helt urealistisk at tro, der vil ske noget. Konklusion: De enkelte EU-lande skal selv tage affære, når det gælder erhvervspolitik. Og reglen om forbud mod statsstøtte bør justeres, således at de enkelte lande – herunder Danmark – kan støtte deres erhvervsliv.

 

De første tiltag fra USA’s nye regering vil være at indføre importtold og begrænse indvandring. Begge dele vil føre til inflation. Vi har i Maj Invest estimeret, at de foreslåede toldsatser isoleret set vil kunne øge inflationen med op til 2,6 procentpoint, hvis de indfases i deres fulde omfang. Knaphed på arbejdskraft vil give lønpres og forstærke dette. Mere inflation vil bekymre enhver professionel centralbank – og i særlig grad den amerikanske. Powell har allerede tydeligt tilkendegivet, at han ikke nødvendigvis vil sænke renten ret meget herfra, og samtidig har han sagt, at Trump ikke kan afskedige ham. Fed vil holde fast i sin politik og sin uafhængighed. Man skal være naiv eller langt væk fra politik, hvis man tror, at Trump vil acceptere dette. Trump har jo selv sagt, at hans mavefornemmelse for renten er langt bedre end centralbankens politiske styring. Dette bliver næste års store amerikanske tema.

EU’s råderum og økonomiske muskler er langt mindre end i USA. Der er derfor lange udsigter til, at EU går forrest og investerer de nødvendige midler for at øge konkurrenceevnen, der i flere år er blevet forringet i forhold til USA og Kina.

Det lave budget er en af forklaringerne på, hvorfor USA nu er længder foran EU på en række punkter. Det samlede BNP i EU-landene var på 18.349 mia. dollar i 2023 og udgjorde dermed 17 pct. af det globale BNP. I USA udgjorde BNP med 27.361 mia. dollar i 2023 hele 26 pct. af det globale BNP. Dermed har USA trukket betydeligt fra EU siden midten af 1990’erne, hvor de to økonomier lå tættere på hinanden i størrelse.

 

I USA har den føderale regering en central rolle og råder over et samlet budget, der giver mulighed for omfattende finanspolitiske initiativer som de store stimuluspakker, der blev iværksat under covid-19-pandemien.

 

EU er derimod en union af selvstændige medlemslande, hvor finanspolitikken i høj grad føres på nationalt niveau. Selvom EU har forsøgt at samle ressourcer gennem fælles initiativer som Next Generation EU (NGEU), er de midler, der allokeres til fælles formål, relativt beskedne i forhold til unionens samlede økonomi. Det betyder, at EU mangler de nødvendige budgetmæssige muskler til at gennemføre vækstinitiativer på niveau med USA.

 

Donald Trump har ved flere lejligheder givet udtryk for, at han som præsident bør have ret til at blande sig i centralbankens beslutninger. Hvis man ser udtalelserne i et historisk lys, er der grund til bekymring. Det endte nemlig helt galt, sidst en præsident for alvor blandede sig i centralbankens arbejde. Det var i begyndelsen af 1970’erne, hvor præsident Nixon lagde stort pres på centralbankchef Arthur Burns for at lempe pengepolitikken:

Det var Nixon selv, der indsatte Arthur Burns som centralbankchef efter at have arbejdet sammen med ham ved flere lejligheder. Burns var blandt andet særlig økonomisk rådgiver for præsidenten i Nixons første regeringsår, og kontakten fortsatte i stor stil, efter at Burns blev centralbankchef i begyndelsen af 1970 (se figur). Nixons pres for en lempeligere pengepolitik, der skulle øge den økonomiske vækst, gav bagslag og resulterede i store prisstigninger. Den efterfølgende præsident, Ford, fortsatte den tætte kontakt og presset på centralbanken. Prisstigningerne kom først under kontrol, da en ny centralbankchef, Paul Volcker, i begyndelsen af 1980'erne satte renten markant op. Det er et skoleeksempel på, hvor skadeligt det kan være, når en præsident blander sig i centralbankens arbejde.

 

Det store spørgsmål er, hvor meget Trump reelt kan blande sig i Federal Reserves pengepolitik i dag – hvilket kan være svært at svare entydigt på. De pengepolitiske beslutninger bliver truffet af Federal Open Market Committee, FOMC, der består af 12 personer med stemmeret. Af de 12 udvælges 7 af præsidenten og Senatet. Trump kan derfor påvirke beslutningerne ved at vælge medlemmer, der tænker som ham, eller – som i Nixons tilfælde – personer, han kan påvirke. Det kan dog kun ske gradvist, da de 7 medlemmer er valgt for en længere årrække.

 

Den nuværende centralbankchef Jerome Powells periode slutter i maj 2026. Til den tid kan Trump indsætte sin egen centralbankchef, men indtil da har han kun mulighed for at skifte et enkelt medlem, der afslutter sin periode i januar 2026.

 

Lovgivningsmæssigt har Trump mulighed for at afsætte Jerome Powell og andre Fed-guvernører i forbindelse med embedsmisbrug. Det vil dog være vanskeligt for Trump at argumentere for dette, og derfor er det et mindre sandsynligt scenarie. I løbet af de næste par år er det derfor begrænset, hvor meget Trump kan påvirke centralbankens politik indefra.

 

Udefra skal han dog nok forsøge at påvirke Fed. Under Trumps seneste præsidentperiode brugte han flittigt Twitter og andre medier til at kritisere centralbankens beslutninger, og det må man forvente sker igen. Det er dog tvivlsomt, om det reelt får betydning for den førte pengepolitik.