Det er trist at se, hvordan to danske monopoler, ATP og DR, håndterer berettiget kritik.

 

ATP kalder kritikere – og dem er der en stigende mængde af - for ”mandagstrænere”, og efter lang tids pres laver man en undersøgelse af ”hjørner” af sin investeringsaktivitet. Men nej: Her er brug for uvildighed og kritisk analyse. Hvor mange penge har ATP tabt? Vi ved, at pensionisterne i ATP har mistet en formue på omkring 300 mia. kr. på kun tre år. Det svarer til mere end alle danske bankers tab under hele finanskrisen. Dengang førte det til bekostelig og stram ny banklovgivning samt en ”dummebøde” i form af den såkaldte Arne-skat, som hvert år koster finanssektoren et milliardbeløb.

 

Hvis man er regnskabskyndig, kan man se, at ATP i sit regnskab nu opererer med en ny formue på cirka 39 mia. kr. Det er skatteværdien af alle ATP’s mange tab. Tabene kan nemlig fratrækkes i den såkaldte PAL-skat. Derfor kommer ATP ikke til at betale skat i rigtig mange år. Og det har selvfølgelig en værdi på omkring 39 mia. kr., som ATP nu har beregnet. Korrekt, fordi tabet var på cirka 300 mia. kr., og fordi PAL-skatten er på 15 pct. af dette. Med andre ord afslører ATP-regnskabet det store tab, som ATP ikke selv vil tale om.

 

DR-monopolet har misinformeret om en grønlandsk kryolitmine og kan ikke finde ud af at sige undskyld eller rette egne fejl. Det er desværre set før – men denne gang er det alvorligt. DR har bevidst viderebragt sammenstillinger af data fra den grønlandske kryolitmine, der giver indtryk af, at Danmark har ”stjålet” 400 mia. kr. fra Grønland. Intet er mere forkert, og det vil enhver, der kan læse og regne, hurtigt finde ud af ved læsning af tobindsværket ”Kryolitindustriens historie 1847-1990” af Niels-Henrik Topp. Det handler slet ikke om uenighed blandt økonomer, som DR postulerer. Det handler om bevidst omgåelse af simple regneregler.

 

Alle data om kryolitselskabet er offentligt tilgængelige og har været det altid. Og overskuddet i kryolitselskabet har i hele perioden været på 15-17 mia. kr. Hvis man vil analysere dette dybere og beregne, om Danmark har tjent for meget på ”de samlede aktiviteter” mv., kan man med fordel analysere de data, som denne afhandling i to bind indeholder.

 

Der er rigtig mange miner i verden. I dag sørger de fleste lande, som ejer undergrunden, for at opkræve skat og royalties af de mineselskaber, der udnytter undergrunden. Disse satser ligger på et sted mellem 5 pct. og 20 pct. Som regel i den lave ende og ofte med store fradrag for udgifter ved minedriften. På den baggrund kan værdien, som DR reelt kommunikerer til 400 mia. kr., aldrig komme i nærheden af dette beløb. Det er, hvad man kan kalde ”fake news”. DR har yderligere den absurde tilgang at bruge en ukendt indisk koloniøkonom som sandhedsvidne til at ”dokumentere” DR’s egne misforståelser og fejlagtige skøn. Fox News og Trump kunne ikke have gjort det bedre.

 

Vi skal lytte til Grønland, støtte Grønland og respektere deres valgkamp. Vi har en lang historie sammen, og selvfølgelig skal vi også sige undskyld for de ting, vi har gjort forkert undervejs. Og vi skal glæde os over alle de gode historier. Og hvis man i kryolitmineproduktionen gjorde forkerte ting, skal det selvfølgelig behandles seriøst.

 

Til DR kan man kun sige: Det er en ommer, og en undskyldning til seerne vil være på sin plads her. Men ånden er sluppet ud af flasken, så det bliver svært at få den brede debat med plads til alle synspunkter. Faktisk gør DR præcis det modsatte af det, som er pligten for en public service-kanal. Vi betaler hver dag DR for denne public service-opgave, som de i denne sammenhæng svigter. Der er brug for en ”lessons learned” i DR’s ledelse. Hvordan kan DR blive bedre? Vi har nemlig brug for DR mere end nogensinde.

Trump vil lægge 25 pct. told på al import af stål og aluminium. Udmeldingen trækker overskrifter, men den reelle økonomiske betydning er efter vores vurdering minimal:

Bevares. Stål og aluminium bliver dyrere, hvilket gavner amerikanske stålproducenter. Men taberne bliver den amerikanske byggesektor og bilindustri, som får højere omkostninger.

 

 

Den højere told er – isoleret set - langt fra nok til at afspore den buldrende økonomiske vækst i USA, ligesom effekten på statsunderskuddet er forsvindende lille.  

 

For at sparke liv i økonomien har den engelske centralbank, Bank of England (BOE), sænket styringsrenten fra 4,75 pct. til 4,5 pct., og det på trods af en forventet stigning i inflationen til 3,7 pct. senere i år. Dette får de røde lamper til at blinke.

'Between a rock and a hard place’ – er en økonomisk krise regningen for Brexit?

 

Trods rentesænkningen fra BOE forbliver låneomkostningerne høje. Høje låneomkostninger og en faldende vækst er en meget giftig cocktail: rentebetalingerne er uændret høje, men statens indtægter falder. Ifølge Ray Dalio, grundlæggeren af verdens største hedgefond, Bridgewater Associates, risikerer Storbritannien derfor at ende i en gældsspiral, hvor stigende renteudgifter og voksende gæld tvinger landet til drastiske besparelser eller en omfattende omlægning af de offentlige finanser.

 

Trods BOE’s lempelse af pengepolitikken er de 10-årige britiske statsrenter nu på det højeste niveau siden finanskrisen. Den 10-årige statsrente er i skrivende stund 4,5 pct. mod en 10-årig statsrente på 2,2 pct. i Danmark. Samtidig er den offentlige låntagning markant. Det er problemer, der vil kræve mere end én stærk kop te at løse for den britiske regering, som i forvejen er stærkt presset på andre fronter.

 

Kinas reaktion på Trumps tariffer har været relevant, men strategisk begrænset. Finansmarkederne anerkender linjen og løfter kinesiske aktier.

Mens Trump fortsætter sin høje cigarføring, sætter Kina ind, hvor det gør ondt på USA – kritiske mineraler som bl.a. germanium, antimon og molybdæn. Ofrene er amerikanske producenter af mikrochips, batterier og militærteknologi, og potentielt kan det ramme amerikanske virksomheder hårdt.

 

 

Trump har givet USA og Canada en måned til at forhandle en toldaftale på plads. De nøgne realiteter indikerer, at Trumps ærinde med Canada er politisk snarere end økonomisk. Trump påstår, at Canada har en gevinst ved et handelsoverskud med USA. Det er ikke sandt.

 

Amerikanske olieraffinaderier er afhængige af den særlige canadiske tjæresandsolie, da deres produktion ikke kan køre med den amerikanske skiferolie. Derfor er Trumps told på den canadiske olie på blot 10 pct. mod 25 pct. på andre varer.

 

Men handler det om olie og penge? Næppe. Kun delvist.

 

Tager man import af olie og naturgas til USA ud af handelsligningen, er overskuddet i de to landes samhandel klart til USA’s fordel. Idet denne kendsgerning givet er Trump bekendt, peger pilen på.

 

 

Formålet er at hæve toldsatserne akkurat nok til, at de canadiske olieeksportører ikke har incitament til at finde andre handelspartnere. Spørgsmålet er, om det vil lykkes. Er USA’s importører mere afhængige af canadiske eksportører - eller omvendt?