Man fristes til at sige endelig. Vores statsminister er heldigvis klar over, hvor alvorlig situationen er. Mette Frederiksen er trådt i karakter. Og det danske forsvar er endda blevet vigtigere end grøn energi og velfærdsydelser, selv om sammenligningen er svær. Det er vores sikkerhed, værdier og demokrati, der skal forsvares. Som CEO Jon Johnsen i PKA sagde i sidste uge: ”Der er jo ikke meget ved at være grøn, hvis man er blevet overtaget af russerne”. Så enkelt kan det siges.

 

Danmark har for få operative enheder af soldater, hvorfor vi i dag er uden reelt forsvar – det blev sparet væk og nedprioriteret. Og de dygtige danske forsvarsfolk – som har kæmpet for os i bl.a. Irak og Afghanistan - blev ”talt ned til” som en almindelig offentlig styrelse. I dag bruger vi alt for få penge på forsvaret. Forsvarsforliget fra 2023 var historisk på 143 mia. kr.fordelt over ti år. Et solidt første skridt. Men vi skal faktisk bruge 4 pct. af BNP om året på forsvar – eller hvad der svarer til cirka 120 mia. kr. i 2024 – ligesom USA har gjort i mange år. Vi er bagud, og vi skal indhente det forsømte. Nu skal hele EU også lære at klare sig uden USA, som den kommende tyske kansler så klogt har sagt.

 

Vi skal støtte det danske militær, så de kan udvikle og styre hele forsvaret som en effektiv moderne maskine med brug af nyeste teknologi og 100 pct. koordineret med NATO. En kæmpe opgave. Og hvis de bedste våben laves i Israel, så køber vi dem selvfølgelig der. Det skal ikke være politikere, som blander sig i militære indkøb – punktum. Politikerne skal ikke deltage i drift af forsvaret.

 

I 1940 i USA gjorde man det kloge, at man satte den dygtigste industrimand i hele USA, William Knudsen (dansker), til at styre alt, hvad der havde med militæret at gøre. Strategi, indkøb, produktion og alt blev sat i system af William Knudsen – ’the one dollar man’, som de kaldte ham, fordi han ikke ønskede løn for sin indsats. Det var Roosevelt, der den 28. maj 1940 ringede til William Knudsen og hentede ham ind som chef for militærets opbygning, fordi man ønskede sikkerhed for, at ”beslutningerne blev ført ud i livet – effektivt og hurtigt”. Dette skete i erkendelse af, at embedsmænd og politikere ikke magter denne type driftsopgaver. Hermed er denne opfordring sendt videre til regeringen.

 

ATP’s risikochef og direktør udtaler, at det ikke betyder noget for medlemmerne, at ATP har tabt 200 mia. kr. Men undskyld, tabet er ifølge ATP’s egne regnskaber på 229 mia. kr. Det svarer i øvrigt til prisen på halvanden gang hele det danske forsvarsforlig. Vi kunne næsten have fået et helt nyt topmoderne forsvar for de penge, ATP har tabt på tre år.

 

Det giver grund til bekymring.

 

Man skal have en meget lang akademisk risikouddannelse for - som ATP-direktør - at kunne udtale sig så skråsikkert om de enorme tab, som ATP har haft. Det er danskerne (som ATP-medlemmer), der har tabt pengene. Og ingen ejere, bestyrelse eller ledelse påtager sig ansvaret. Man igangsætter - efter pres - et ekspertanalysearbejde, der skal tage mere end et år. Bemærk i den forbindelse, at komplicerede såkaldte due diligence-analyser – som eksempelvis statens køb af Københavns Lufthavn - kan gøres på få ugers hårdt arbejde, hvis det er vigtigt. Vi må som bekymrede borgere kunne bede om lidt mere, lidt hurtigere.

 

Fakta om ATP er i korthed:

Endelig blæser der en smule positive vinde omkring Europas største og vigtigste økonomi. Resultatet af søndagens tyske valg lægger op til et regeringssamarbejde på tværs af det borgerlige CDU/CSU og det socialdemokratiske SPD. Den kommende kansler, Friedrich Merz, har blæst til angreb med økonomiske reformer, men han skal have SPD med. Tyskland er plaget af høje energipriser, en aldrende befolkning og et lavt digitaliseringsniveau, og det er ikke den største udfordring. AfD – det højrenationale parti - stormer frem, ikke kun i Østtyskland, men i et sådant omfang, at mange frygter en AfD-kansler ved valget i 2033, hundredårsdagen for Hitlers magtovertagelse. Merz vurderes som en handlekraftig politiker, hvilket berettiger positive forventninger til Tysklands økonomiske reformer. Tysk økonomi har været i recession de seneste to år, og ikke mindst landets enorme industrisektor har haft svært ved at levere varen. En CDU/CSU og SPD-regering er det bedst tænkelige udfald af valget for tysk økonomi.

Med udsigten til enorme europæiske forsvarsinvesteringer har Tyskland nu en gylden mulighed for at spille med sine økonomiske muskler. Behovet for en øget forsvarsindustri i Europa kan gavne Tyskland og må for historisk interesserede føre til en stille refleksion om historiens vingesus. At det land, som siden 1945 er blevet begrænset både militært og geopolitisk (og som har begrænset sig selv), er det samme land, som Europa nu kommer til at sætte sin lid til.

 

 

I forvejen er tysk industriproduktion pr. indbygger større end både USA’s og Kinas. Tyskland er desuden verdens fjerdestørste producent af personbiler. Og i perioden 2019 til 2023 var landet den femtestørste eksportør af våben i verden.

 

 

Troen på fremtidig vækst er stor. I hvert fald hvis man spørger de investorer, der handler med obligationer. Normalt er forskellen i renten på virksomhedsobligationer og statsobligationer et udtryk for, hvor bekymrede investorerne er for fremtidens vækst. Høj forskel, høj bekymring for virksomhedernes tilbagebetalingsevne. I øjeblikket er bekymringerne næsten ikkeeksisterende:

Den aktuelle beskedne forskel vidner om, at obligationsinvestorerne fortsat tror på fremgang i amerikansk økonomi, og at de amerikanske virksomheder kan betale deres gæld og renter til tiden.

 

Investorerne vurderer, at præsident Trump vil føre en politik, der gavner amerikanske virksomheder. Læg hertil, at de fulde konsekvenser af toldkrig, inflation i USA og faldende verdenshandel er svære at gennemskue. Derfor fremstår den basale MAGA-politik (fra Trump) som det (eneste) sikreste flag i jorden. Spørgsmålet er dog, om investorerne får den rette betaling for den risiko, der trods alt er forbundet med virksomhedsobligationerne.

 

Uforudsigeligheden på den verdenspolitiske scene og den geopolitiske uro mindsker centralbankernes appetit på at være afhængig af den amerikanske dollar – og det har drevet efterspørgslen på guld i vejret. Siden 2007 er mængden af guld i centralbankernes reserver vokset med 24 pct.

Den kinesiske centralbank, People’s Bank of China, råder over mere end 2.235 tons guld. Samlet set besidder centralbanker i hele verden nu over 35.000 tons guld, hvilket svarer til knap en femtedel af alt guld, der er udvundet i verden. Udviklingen har ifølge World Gold Council været særlig markant i udviklingsøkonomier, hvor man ønsker at løsrive sig fra vestlige finansielle systemer.

 

Men måske mere aktuelt relevant, idet Vestens appetit på investeringer, der er sikret mod inflation, nu gør det gyldne metal superattraktivt. Hvis Trump gør alvor af sine gentagne løfter om stigende toldsatser, vil inflationen stige, og det kommer til at øge efterspørgslen på guld yderligere – også hos andre aktører end centralbankerne.

 

 

Selv om guld betragtes som en stabiliserende faktor, kan prisen svinge. Men indtil videre har den stærke efterspørgsel kun sendt prisen i én retning, nemlig op - med en prisstigning på 49 pct. over det seneste år.

 

Tech-tronen har hidtil ubestridt tilhørt USA, mens vi i Europa indtil videre er haltet forpustet efter. Men selvom den europæiske tech-industri ofte betragtes som en mindre spiller globalt, er der masser af potentiale. Flere store virksomheder som Airbus, SAP og ASML er globale ledere inden for avanceret teknologi, og samtidig er nyere spillere som franske Mistral et billede på, at Europa stadig kan deltage i dele af teknologiudviklingen. Europa har med andre ord masser at byde på.

 

Indtil nu har den store udfordring for europæerne været finansiering. Også selv om det ikke skorter på innovation. Amerikanske tech-selskaber har let adgang til kapital, mens langt færre investorer har haft mod på at tage store risici i Europa. Selskabet DeepMind er et godt eksempel på, at innovationen er til stede i Europa, men at kapitalen ofte ender i USA. Virksomheden var britisk, men blev opkøbt af Google. Det mønster er dog ved at ændre sig med flere europæiske fonde, der nu investerer massivt i tech-sektoren. Og et godt eksempel på de nye vinde så vi i begyndelsen af februar, hvor Emmanuel Macron annoncerede en investering på 109 mia. euro i Frankrigs AI-sektor.

 

EU’s berømte ’red tape’ er blevet vurderet af Den Internationale Valutafond, IMF. Det indre marked burde bestå med glans, men det er ikke tilfældet.

 

Der er betydelige handelsbarrierer imellem landene. Som mange har mistænkt, og Draghi dokumenteret, er den intensive regulering af handel i det indre marked årsag til miseren. Det kommer særligt til udtryk gennem regulatoriske krav, EU-standarder og forbrugerbeskyttelse. IMF-rapporten kommer frem til, at handelsbarriererne i EU alene kan sammenlignes med en massiv ekstra told imellem EU-landene.

 

De store handelsbarrierer inden for EU er en markant hæmsko for virksomhedernes mulighed for at udvide og konkurrere på tværs af medlemslandene. Barriererne fører til lavere produktivitet og uudnyttede stordriftsfordele, som ellers er hele ideen med det indre marked.

 

EU har nu tre hovedopgaver:

IMF vurderer, at hvis man sænker handelsbarriererne til det amerikanske niveau, vil det kunne øge den europæiske produktivitet med sveddryppende 6,7 pct.