I Europa har vi endnu ikke helt forstået budskaberne fra USA. Tyskland forstår det nu, og det er årets gode nyhed. Vi skal i Europa kunne forsvare os selv, og det kræver investeringer i forsvaret på mindst 4 pct. af BNP hvert eneste år frem mod 2035. Mange politikere er stadig for længe om at forstå det. Og det er ikke nok med politiske erklæringer. Vi skal ”eksekvere” disse nye forsvarsbeslutninger – og det kan politikere og embedsmænd ikke. Der skal opbygges en effektiv organisation, som med industriel effektivitet styrker forsvaret. Og det skal ske nu – ikke om 2, 3 eller 4 år. Det kræver for Danmarks vedkommende militær og industriel viden, herunder erfaring med indkøb, teknologisk design og militær viden om samarbejde med de førende europæiske Nato-lande. Vi har brug for typer som ”the one dollar man”, jeg omtalte i sidste ugeskrift, og vi har brug for, at politikerne holder op med at blande sig i alt andet end at skaffe pengene. 

 

Danmark og Tyskland har rigeligt råd til et stærkt forsvar. Vi har ingen statsgæld af betydning. Danmark kunne faktisk bruge hele 5 pct. af BNP hvert eneste år i ti år i træk, uden det ville give problemer. Vi ville få en statsgæld på 50 pct. af BNP, hvilket stadig ville kvalificere os til en status som triple-A-land i kreditvurderingsperspektiv. Med andre ord – det ville ikke skabe tvivl om Danmarks evne til at betale sin gæld af.

 

Derfor er mit råd til regeringen – nu skal militæret bygges op professionelt af de folk, som ved noget om krig. Vi har en del soldater og militære chefer (respekt), som har viden fra deres tid i Irak og Afghanistan. Og vi skal supplere med eksperter fra det private erhvervsliv, som kan hjælpe alle de dygtige folk i det danske forsvar. Det skal være erhvervsfolk og produktionsfolk, der ved noget om produktion, indkøb, moderne IT-systemer, nyeste teknologi og software. Og stop al snak om emner som ESG, ligestilling og israelske indkøb. Vi skal have det bedste fra alle hylder, og vi skal koordinere med de europæiske Nato-lande. Og det skal være nu.

 

Forsvar kræver økonomisk vækst, og økonomisk vækst kræver stabil og billig energi. Derfor skal vi sikre produktion og indkøb af gas og olie. 80 pct. af vores energi er faktisk ”fuels”, og kun 20 pct. er elektricitet. Med andre ord er grøn elektricitet ikke en del af løsningen på ret meget de næste ti år. Grøn elektricitet er relevant, når vi taler 2040 eller 2050, men ikke nu og her. Lad os nu få en seriøs diskussion af, hvordan vi får sikkerhed for de 80 pct. fuels, som EU har brug for hver eneste dag i mange år frem. Der er stadig olie og gas i Nordsøen. Vi har på sigt også mulighed for at lave ”naturgas-fracking” af de store mængder skifergas, som findes i EU. Det er lidt underligt, at vi i Europa er imod fracking af skifergas – og samtidig køber vi masser af fracking gas fra USA og masser af naturgas fra Qatar – som er Hamas’ finansielle motor. Vores grønne ambitioner kan let ende som et grønt mareridt, hvis vi ikke kan sikre, at EU har adgang til sikker og billig energi.

 

Canada har masser af olie og naturgas. Canada har udfordringer med Trumps nye straftold. Et nærliggende forslag for EU kunne være at lave en aftale med Canada om indkøb af gas og olie. Gerne en 25-årig aftale, som sikrer EU billig canadisk fossil energi. Sideløbende med dette kan vi så fortsætte udviklingen af vores egen grønne energi. Her er mulighederne for store solanlæg i Sydeuropa ret interessante. De kunne kombineres med batterianlæg til lagring. Dette kunne købes i Kina, som i dag tilsyneladende er en mere forudsigelig handelspartner end USA.

 

Med andre ord: Vi har brug for nytænkning i Europa, når det gælder forsvar, energi og relevante samhandelspartnere. Mulighederne er mange. Vi skal nytænke, investere og bruge de mange styrker, vi faktisk har i Europa som demokratiske og stærke nationer.

Trumps modstand mod yderligere støtte til Ukraine er ikke et spørgsmål om økonomi. Sammenlignet med andre krige, som USA har været involveret i, er USA’s bidrag til Ukraine et greb i lommen. Indtil videre har den årlige militære bistand til Ukraine i gennemsnit udgjort 0,2 pct. af USA’s BNP – mindre end ved krigene i Afghanistan, Irak, Vietnam og Korea.

 

 

De europæiske landes bidrag til Ukraine er - ifølge Kiel Institute for the World Economy – langt større end det amerikanske bidrag. Europa er på 250 mia. euro mod USA’s cirka 120 mia. euro. Men økonomiske midler løser ikke udfordringen alene. USA har leveret nogle af de mest avancerede forsvars- og våbensystemer til Ukraine, og dem får de europæiske lande svært ved at erstatte. Derfor skaber det alvorlig bekymring, at Trump har sat USA’s militære støtte til Ukraine på pause.

 

 

 

Selvom Nvidia har offentliggjort endnu et rekordregnskab, og selskabet igen har overgået analytikernes forventninger, går aktiekursen den gale vej. Spørgsmålet er, hvad der skal til for at begejstre investorerne fremover.

I øjeblikket lader det til, at forventningerne ganske enkelt er skruet så højt op, at selv fremragende resultater ikke er nok til at sende aktien i vejret. Samtidig kender analytikerne nu også Nvidia indgående. De er blevet bedre til at ramme virksomhedens indtjening, og derfor bliver overraskelserne mindre. Men selv små skuffelser kan få store konsekvenser.

 

 

Selvom Nvidia fortsætter med at levere stærke resultater, bør man som investor være opmærksom på, at der ikke nødvendigvis følger en positiv reaktion i aktiekursen – netop på grund af de høje forventninger. Derudover fortæller markedsværdien på 2.800 mia. dollar også sin egen historie. Hvis aktien for eksempel skal stige yderligere 15 pct., skal der tilføjes ca. 400 milliarder dollar i markedsværdi. Det svarer nogenlunde til hele Novo Nordisks værdi – bare for at sætte tingene i perspektiv.

 

Den britiske energigigant BP sluttede sig i sidste uge til konkurrenterne Shell og Equinor og meddelte, at de vil sænke investeringerne i vedvarende energi. Samtidig skruer de op for investeringer i fossil energi. Årsagen er simpel: Grøn energi er dyrere, end mange går og tror.

Vind- og solenergi er ganske vist billig at producere, men der er væsentlige udfordringer: Når vinden blæser, og solen skinner, bliver der typisk produceret langt mere energi, end markedet har brug for. Derfor falder strømpriserne, og profitten for vind- og solparkerne bliver mindre. Omvendt stiger prisen i de perioder, hvor vinden og solen udebliver, men på grund af manglende lagringskapacitet går vind- og solparkerne glip af gevinsten. Derfor er projekterne ikke for alvor rentable.

 

De senere års massive investeringer i sol- og vindenergi er ikke blevet fulgt op af investeringer i lagring af energi. Energiselskaberne er derfor nødt til at have alternative – og omkostningstunge – energikilder klar, når vinden lægger sig, og solen ikke skinner. Disse omkostninger stiger, i takt med at forbruget af vedvarende energi bliver større. I Storbritannien udgjorde omkostningerne ca. 4 pund om måneden pr. elregning i både 2023 og 2024. Med 33 mio. britiske elregninger svarer det til ca. 1,5 mia. pund årligt. Medregner man disse omkostninger, er vedvarende energi meget dyrere, end mange først havde antaget. Derudover viser grafen nedenfor, at vindenergi alene i Storbritannien blev lukket ned på grund af overproduktion af en mængde svarende til omkring 8.000 GWh i 2024 - det svarer til omkring 20 pct. af det samlede årlige danske strømforbrug, som er gået til spilde.

 

 

Store virksomheder pumper netop nu milliarder af dollar i fremtidens teknologier og produktion – og dermed tyder meget på, at vi ser ind i en ny, stor investeringsbølge i USA. De store investeringer vil give ny luft til amerikansk økonomi.

Med en investering, der svarer til næsten hele Danmarks BNP, positionerer Apple sig nu som en førende AI-aktør. Samtidig satser Eli Lilly stort på den voksende efterspørgsel efter fedmemedicin med en markant udvidelse af produktionskapaciteten, mens TSMC’ rekordstore investering i chipproduktion skal sikre USA’s førerposition inden for halvlederindustrien.

 

 

 

USA's private investeringsniveau har længe været højt, men der er flere indikationer på, at vi står over for en ny bølge: 

Politiske faktorer spiller også ind. Trump-administrationen har varslet store toldsatser på importvarer, og det øger incitamentet til at flytte produktionen hjem. Ligesom vedtagelsen af den amerikanske lovgivning om bedre rammevilkår for halvlederproduktion, CHIPS Act, har sikret rekordhøje investeringer i industrien, kan andre sektorer følge trop for at sikre forsyningskæderne.