De sidste uger har bragt os to virkelig gode nyheder i form af nye regeringer i Tyskland og Canada med stor handlekraft og blik for, hvad der er vigtigt.

 

Tyskland har taget et historisk skridt. Den kommende kansler, Merz, har sikret et flertal for at investerer omkring 1.500 mia. euro i udbygning af infrastruktur og militærkapacitet. Det svarer til næsten 35 pct. af tysk BNP. Beløbet er større end det samlede amerikanske militærbudget på næsten 900 mia. dollar. Merz har på få uger skabt en ”gamechanger” for Europa. Tyskland bliver igen Europas økonomiske lokomotiv. Det er den bedste nyhed siden murens fald og den tyske genforening. Samtidig inspirerer det med sikkerhed Frankrig (og mange andre, herunder Danmark) til at overveje en tilsvarende indsats.

 

Betydningen kan ikke overvurderes. Det vil give økonomiske multiplikatoreffekter, fordi der skabes nye job og nye indkomster. Det vil også smitte af på resten af Europa, fordi Tyskland med sikkerhed vil købe mange produkter fra andre europæiske lande. Det vil reelt give mulighed for, at væksten i EU kommer op over 2 pct. og måske helt op på amerikansk niveau omkring 3 pct. Det vil også på sigt føre til lidt mere inflation og lidt højere renter – men det er en pris, vi gerne betaler.

 

Vi må håbe, at alle disse investeringer baseres på den nyeste teknologi, og at man i samme omgang sikrer massive investeringer i cloud-løsninger, datacentre, AI-modeller, softwareudvikling og al den teknologi, som er så nødvendig.

 

Nu mangler vi kun at få flere stabile energiinvesteringer i EU i form af atomkraft og naturgas. Dette er absolut nødvendigt for at skabe en stabil ”baseload”-energi, som gør det muligt at indfase masser af sol og vind. Og det sidste helst i form af landbaseret vind, som jo er langt billigere end havvind.

 

Måske har EU også mulighed for at få Canada som en ny ”energipartner”. EU køber i dag meget gas fra USA og Qatar. Vi kan med fordel droppe gasindkøb i både USA og Qatar til fordel for at købe energi fra Canada. Vi kan samarbejde langt mere med netop Canada, som har rige forekomster af mineraler, olie og naturgas. Og Canada kan også hjælpe med at udvikle mineforekomsterne i Grønland.

 

Canada har den 14. marts fået en ny regeringsleder, Mark Carney. Han er ikke hvem som helst. Carney har været centralbankchef i både Canada og England. Han har solid erfaring med at håndtere finanskriser, covid-kriser, brexit, og ikke mindst har han en personlig karisma. Derfor kan han også håndtere Trump. Carney har blik for alvoren i den globale opvarmning og har i mange år arbejdet for på sigt at skabe en overgang til grønne energiformer. Vel at mærke på realistisk vis, hvilket betyder, at man accepterer brugen af fossile energikilder i mange år endnu.

 

 

I dette ugeskrift har vi samlet "Konsekvens for investorer" for alle historier til sidst i ugeskriftet.

Da den kommende kansler, Merz, vandt valget, bekendtgjorde han, at hans hovedprioritet var at løsrive Tyskland og Europa fra militære og økonomiske bånd til USA. Merz har nu taget et stort skridt. Tirsdag godkendte det tyske parlament en omfattende infrastrukturpakke samt en reform af den tyske gældsbremse. Nu mangler kun én tue på vejen, nemlig afstemningen i Forbundsrådet fredag. Alt tyder dog på, at pakken bliver vedtaget. 

Partierne CDU/CSU, SPD og De Grønne er enige om, at Tyskland skal låne 500 mia. euro til infrastrukturinvesteringer frem mod 2035. Det svarer til 12 pct. af BNP i 2024. En investering af den størrelse vil kunne løfte det tyske BNP med 750 mia. euro i 2035, når man medregner multiplikatoreffekter. Det viser beregninger fra Heinrich-Heine Universitet i Düsseldorf.

 

 

Den vedtagne aftale ændrer – på historisk vis - også den tyske gældsbremse. Fremover må den ikke blokere investeringer i forsvar, sikkerhed og støtte til Ukraine. Planen er, at investeringer over 1 pct. af BNP fremover kan finansieres med ny gæld, hvilket tidligere var ulovligt.

 

Lige nu lyder estimatet på, at investeringerne i forsvar og infrastruktur vil lande omkring 1.500 mia. euro. Normalt giver forsvarsinvesteringer ikke lige så høje finanspolitiske multiplikatoreffekter som infrastrukturprojekter. Alligevel vurderer Kiel Institute, at for hver 1 pct. ekstra, der bruges til forsvar, vil tysk produktivitet blive løftet med 0,25 pct. Det kan give et markant vækstboost. I de kommende år forventes Tyskland at gå fra stagnation til en vækst på omkring 2 pct. årligt.

Havde nyheden om den tyske forsvars- og infrastrukturpakke ramt Europa for et år siden, ville historiens vingeslag have løbet koldt ned ad ryggen på de fleste. Men med USA’s ’enegang’ er alt vendt på hovedet. Den tyske våbenproducent Rheinmetall lufter nu ideen om at omdanne udvalgte af Volkswagens fabrikker til militærproduktion.

 

Det er et stærkt signal om, at tysk industri vil komme til at spille en nøglerolle i opbygningen af fremtidens europæiske forsvar. Den tyske forsvarssektor har længe – også af meget klare historiske årsager - været nedprioriteret, mens den brede industri i Tyskland har udviklet sig. Det vil forventeligt vise sig at blive Tysklands og Europas store strategiske fordel i en tid, hvor der meget hurtigt kan opstå kapacitetsproblemer.

Generelt klarer forsvarsaktier sig forrygende i disse år, men der er stadig grund til optimisme: NATO-landenes oprustning, spændende teknologiske fremskridt og den geopolitiske usikkerhed understøtter alt sammen væksten. Det forventes derfor, at indtjeningen i forsvarsselskaberne vil vokse markant de kommende år, hvilket markederne dog allerede - til en vis grad - har taget højde for. 

Nok er det svært at spå. Men man må ikke kimse ad aktiemarkedets evne til at se ind i fremtiden, og lige nu siger krystalkuglen, at Europa og forsvarsindustrien er på vej mod lysere tider, mens USA og teknologiaktier får det svært, ikke mindst fordi markederne - lidt sent - har indset, at Trump sætter handling bag sine ord om øget told.

 

Kurserne taler sit eget tydelige sprog. I 2025 har vi indtil videre set disse afkast:

Rheinmetall:	+128 pct.
DAX:	+16 pct.
S&P 500:	- 8 pct.
Tesla:	-41 pct.

 

Tendenserne i årets første kvartal afspejler markedets tro på forsvarsindustrien og en europæisk genopretning. Den tyske regerings massive støttepakke, der ventes endeligt vedtaget fredag, er med til at cementere, at Europa tager udfordringen seriøst. Omvendt er investorerne ved at miste troen på amerikanske virksomheder og deres vilkår under Trumponomics. Ikke mindst den høje prissætning på teknologiselskaberne, der længe har været betragtet som en selvfølge.

 

Markederne har ofte ret. Derfor er vi muligvis vidne til et afgørende øjeblik for magtbalancen mellem finansmarkederne i USA og Europa.

 

Vi lever i en verden med skarp økonomisk konkurrence, men arbejder europæerne nok? Siden 1980 er den gennemsnitlige årlige arbejdstid i Europa faldet markant, mens faldet i USA er betydeligt mindre. Og i Kina har der ligefrem været en betydelig stigning i arbejdstiden.

De markante forskelle har betydelige konsekvenser for produktiviteten og den økonomiske vækst i Europa - ikke mindst i en tid, hvor globaliseringen er på tilbagetog, og EU ønsker at blive mere selvforsynende.

 

Den geopolitiske situation gør kun udfordringerne endnu mere alarmerende. Forsvarsudgifterne i Europa kommer til at eksplodere de kommende år, og det vil tære på de økonomiske ressourcer, der ellers kunne være brugt på velfærd. Dertil kommer, at europæerne bliver ældre, hvilket betyder færre hænder til at forsørge flere mennesker.

 

 

Teknologi og automatisering kan til en vis grad kompensere for færre arbejdstimer, men det kan ikke stå alene. Med andre ord: Hvis europæerne ikke trækker i arbejdstøjet, bliver der ikke råd til at finansiere både forsvar og de sociale ydelser, europæerne er vant til.

 

Mens Vesten har sat den grønne omstilling på standby og stønner under vægten af nye krav fra USA, fortsætter Kina ufortrødent med massive investeringer i vedvarende energi – som vel at mærke kan levere stabil, grøn strøm døgnet rundt.

Kina er milevidt foran, når det gælder storskala-energiprojekter, der sikrer en grøn energiforsyning, uanset om solen skinner, eller vinden blæser. For eksempel vil et planlagt vandkraftværk i Tibet alene kunne generere over 60 gigawatt om året. Det står i skærende kontrast til det danske udbud af havvindmølleparker i Nordsøen i december, der ville producere 6 gigawatt årligt – og som bekendt endte uden et eneste bud.

 

Derudover er vandkraft en langt mere stabil energiform, da den kan generere strøm 100 pct. af tiden. Modsat giver vindkraft energi 45 pct. af tiden. Det betyder, at 60 gigawatt vandkraft reelt svarer til 133 gigawatt vindkraft. Det kinesiske vandkraftværk vil alene kunne levere 50 gange så meget energi som hele Danmarks havvindskapacitet, som i dag er på 2,7 gigawatt.

 

 

Og mens Vesten diskuterer energistrategier og er afhængig af skiftende politiske prioriteringer, bygger Kina infrastruktur i rekordfart. Landets energiplan fokuserer særligt på vandkraft og atomkraft, men batteriteknologi og Power-To-X-løsninger får også store investeringer. Det betyder, at kineserne ikke kun dominerer den grønne teknologi, men at de også kan sikre sig billig og stabil energi til industrien.