De nye toldsatser, som blev annonceret i nat, er højere end forventet. EU blev pålagt 20 pct., Kina 34 pct., UK kun 10 pct. og det meste af Asien omkring 25 pct. Lande som Israel og Schweiz blev pålagt henholdsvis 17 pct. og 31 pct. Ingen lande gik fri.

 

Den egentlige plan er at få råd til skattelettelser og samtidig give amerikanske virksomheder bedre indtjeningsmuligheder. De kan nu udkonkurrere importerede varer, og de kan sætte priserne op og forbedre indtjeningen. De største tabere er de amerikanske forbrugere, som får højere priser på stort set alle varer.

 

Ifølge kendt nationaløkonomisk teori og med historisk erfaring fra global handel gennem 200 år er der ingen tvivl om resultatet. Højere priser på alle de varer, som amerikanske forbrugere køber og mindre efterspørgsel fra de amerikanske forbrugere. Derfor kommer USA i en periode på op til et år tæt på en BNP-vækstrate omkring 0 pct. Resten af verden vil fortsætte sin vækst nogenlunde uændret. Der vil være lavere BNP-vækst i de mest eksportorienterede lande, men ingen recession - hverken i EU, Kina eller resten af Asien.

 

EU har længe haft økonomiske problemer. Vi har alt for dyr importeret energi, for dårligt militært forsvar samt lav BNP-vækst og svag teknologisk udvikling. Dette har været opskriften på de økonomiske problemer, vi mest tydeligt har set i Sydeuropa. Det gør på sigt finansieringen af velfærdssamfundet via skatteindtægter helt umulig. Hvis man ønsker dette komplekse problem grundigt analyseret, kan man med fordel læse Draghi-rapporten udgivet i efteråret 2024.

 

EU befinder sig i dag på en såkaldt ”brændende platform”, som man kalder det i erhvervslivet, når der er brug for markante ændringer af, hvordan man bruger sine penge. Det står lysende klart for alle politikere, at der ikke vil komme hjælp udefra. Vi skal selv i arbejdstøjet. Vi skal arbejde mere, regulere meget mindre, investere meget mere og samtidig prioritere helt anderledes end tidligere. Først i prioritetsrækkefølgen kommer økonomi, forsvar, energi og teknologi. Når vi har brugt penge på dette og sikret, at vi kan klare os i konkurrencen med resten af verden, må vi se, hvor mange penge der er tilbage til velfærd og klima. Og når vi får et stærkt forsvar og en sikker økonomisk fremgang, kan vi begynde at overveje, hvordan vi bagefter kan udbygge velfærden og sikre klimaet. Det er den nye virkelighed, vi skal vænne os til – jo før, jo bedre. Og det er i den rækkefølge, problemerne skal løses. Man kan ikke skabe velfærd og klimaforbedringer, hvis ikke man kan forsvare sit land, producere energi og varer, importere og eksportere samt ikke mindst have et erhvervsliv, der skaber jobs og tjener penge. Simpel logik og sund fornuft.

Trumps nye toldsatser er højere end ventet og kan få alvorlige konsekvenser for både amerikansk og global økonomi. Hovedelementerne i toldudmeldingen er følgende:

 

På baggrund af de nye toldsatser stiger den effektive toldsats i USA på importerede varer til omkring 22 pct. mod tidligere 2 pct., da Trump blev valgt som præsident. Det vil få konsekvenser for amerikansk økonomi.

 

De nye toldsatser vil først og fremmest presse priserne i det amerikanske samfund op. En rapport fra BCG vurderer, at de nye toldsatser kan presse inflationen op på næsten 5 pct. De højere priser får afgørende betydning for forbrugerne. Derfor kan forbrugsvæksten, der ellers ligger på 2-3 pct. årligt, i en periode falde til lige over 0 pct. Da forbrugerne står for 70 pct. af det amerikanske BNP, spiller de en afgørende rolle for retningen på den amerikanske økonomi.

 

Til gengæld forventes investeringerne i USA at stige. Høj told på udenlandske varer gør det interessant at lægge produktionsanlæg i USA. Det vil bidrage positivt til den amerikanske vækst, men det vil tage tid, før effekten for alvor slår igennem.

 

Derudover forventes det, at statens indtægter fra toldsatserne vil resultere i pæne skattelettelser. Det vil gøre forbrugerne mere modstandsdygtige over for de højere priser. Derfor vil svækkelsen af forbrugsvæksten formentlig kun vare 1-2 kvartaler.

 

Samlet vil det betyde, at USA risikerer at gå fra solid vækst omkring 2,5 pct. til lav vækst mellem 0 og 1 pct. i en periode. Forvent dog fortsat positiv vækst og ingen recession. Derefter vil potentielle skattelettelser og de store investeringer i amerikansk økonomi igen trække væksten op.

 

Det er vigtigt at understrege, at meget kan ændre sig i løbet af de kommende uger og måneder. Vi ved endnu ikke, om de nye toldsatser blot er et oplæg til forhandling. Der er derfor stor usikkerhed om de endelige konsekvenser. 

 

Aktiemarkedet har reageret kraftigt i kølvandet på Trumps udmelding. Foreløbigt har vi set følgende markedsreaktioner målt i danske kroner:

Det er ingen hemmelighed, at mange af Trumps økonomiske udspil giver de fleste økonomer både dybe panderynker og grå hår. Planen om at svække dollarens værdi er ingen undtagelse.

 

I Trumplejrens optik vil en lavere dollarkurs skabe vækst i amerikansk industri og mindske handelsunderskuddet. De mener, at dollaren presses kunstigt op, når den er reservevaluta, og dermed vokser USA’s handelsunderskud.

 

En af Trumps økonomiske rådgivere, Stephen Miran, mener således, at det skader USA, at dollaren er verdens reservevaluta. I november fremlagde han en analyse som grundlag for en kontroversiel vej til en svagere dollar igennem en såkaldt ”Mar-a-Lago Accord”. Dette papir – som bemærkelsesværdigt nok er det eneste kendte nedfældede dokument om Trumps politik - studeres nu nøje af alverdens økonomer for at forstå blot en lille smule af tænkningen bag Trumps økonomiske politik. Men ak, antallet af grå hår vokser. Modsigelserne står i kø.

 

Et grelt forhold handler om, at Miran går ind for tariffer, men disse skaber umiddelbart både inflation og styrker dollaren. Og dollarens rolle som reservevaluta har andre reelle fordele for USA, når det gælder udstedelse af gældsbeviser. Om papiret leverer et reelt svar på, hvordan disse problemer løses, blæser mildt sagt i vinden.

 

Det kan således være vanskeligt at forstå mange af Trumps økonomiske udspil gennem en klassisk nationaløkonomisk linse. Højere toldsatser og mindre samhandel er svært at få til at harmonere med stigende vækst. Trump og Miran har begge sendt uklare signaler, og reelt er vi ikke meget klogere. Vi ved:

Den primære årsag til det amerikanske handelsunderskud er amerikanernes høje forbrug og lave opsparing. Udlandet er med til at absorbere den store amerikanske efterspørgsel ved både at sende varer og kapital til USA.

 

Desuden har amerikansk økonomi klaret sig fremragende med en stærk dollar. Der er intet, der indikerer, at amerikansk økonomi skulle have klaret sig bedre med en svagere dollar.

 

Der har været en del kritik af EU's industristruktur gennem den seneste tid. Mest gammel industri, ikke nok tech (som i USA). Det viser sig nu, at strukturen kan blive en fordel, når det gælder militæroprustning. Den europæiske industri ser dermed ud til at få en nøglerolle, i takt med at Europa arbejder på at gøre sig uafhængig af USA ved hjælp af våbenoprustning.

 

Kontrasten til USA, som har outsourcet meget traditionel produktion, er markant:

Opbygningen af en stærk europæisk forsvarsindustri sker ikke fra den ene dag til den anden. Men Tyskland har et forspring. Store dele af industrien står nemlig allerede klar, idet den er stærkt underudnyttet. Kapacitetsudnyttelsen i industrien ligger ifølge den tyske erhvervstillidsindikator, Ifo, på kun 76 pct., hvilket man de seneste tre årtier kun har set lavere under corona- og finanskrisen. Der er med andre ord god plads til at fyre op under kedlerne på de tyske fabrikker.

 

 

Og selv om alle taler om, at det kræver tid, kan omstillingen godt gå relativt hurtigt inden for visse områder. Den tyske våbenproducent Rheinmetall har for eksempel opskaleret produktionen af 155 mm artillerigranater markant – fra omkring 70.000 i 2022 til 700.000 sidste år. I 2027 forventes produktionen at nå hele 1,1 mio. granater. Til sammenligning ligger den årlige amerikanske produktion i øjeblikket på omkring 600.000.

 

Men når det gælder tungere militært isenkram som kampvogne, kampfly, missiler og luftforsvarssystemer, halter Europa stadig efter USA. Det handler dog ikke kun om manglende kapacitet. Ifølge den europæiske forsvarsindustri er det især mangel på ordrer, der bremser produktionen. Beskeden er, at kapaciteten er der, og at produktionen af de tunge systemer kan skrues markant op inden for to år – hvis blot bestillingerne materialiserer sig. Og det gør de, givet de bevillinger, som nu er blevet gennemført.

Kinas økonomiske politik er en afgørende brik i verdensøkonomiens udvikling. Og gennem noget tid har man set ind i en økonomisk afmatning. Det er human nature at holde igen, når tiderne bliver usikre. Og privatforbruget betyder noget. Også i Kina.

 

Kinesernes manglende lyst til at bruge penge er en del af de økonomiske problemer i Kina. Den kinesiske regering skruer nu op for charmen for at få borgerne til at tage pungen op af lommen.

 

Kinesernes købelyst har først og fremmest været begrænset af coronarestriktionerne, der har været langt mere vidtrækkende og langvarige i Kina end i de fleste andre lande. Desuden har ejendomskrisen ramt hårdt i mange husholdninger, der både har mistet formue på bolig- og aktiemarkedet.

 

Det skal der rettes op på nu. Kinas premierminister, Li Qiang, pegede i sin årlige tale til parlamentet på privatforbruget som topprioritet blandt ti hovedmål for 2025. Regeringens strategi for at løfte forbruget er:

 

En stor hæmsko for forbruget er den sløvere jobvækst i byerne. Siden 2020 er antallet af nye byjob i Kina i gennemsnit vokset med 4 mio. om året. Til sammenligning var væksten tre gange så høj i årene 2010 til 2019, hvor bybeskæftigelsen steg med omkring 12 mio. årligt.

 

I de år, hvor antallet af forbrugere i Kina voksede markant, var det langt lettere at holde gang i forbruget – også uden at give arbejdsstyrken bedre vilkår. Men det går altså ikke længere. Hvis der skal gang i forbruget igen, kræver det nye værktøjer. Og ud over selve forbruget er der også behov for at se på befolkningsudviklingen, hvis økonomien skal fremtidssikres.

 

Et konsortium med amerikanske Blackrock i spidsen forsøger at købe sig ind i 43 havne ejet af det Hongkong-baserede CK Hutchison, herunder to havne i Panamakanalen. Tilbuddet har fået opbakning fra præsident Trump, der har signaleret utilfredshed ved, at et kinesisk selskab ejer havne i Panamakanalen. Men handlen har fået længere udsigter. Kina sætter nemlig foden ned.

 

De kinesiske myndigheder har indledt en antitrust-undersøgelse af handlen, og det kan forlænge eller helt blokere processen. Ifølge Wall Street Journal går modstanden mod salget hele vejen op til Kinas præsident, Xi Jinping, som angiveligt er vred over, at han ikke er blevet informeret af CK Hutchison. Efter sigende ønsker han at bruge Panamakanalen som et forhandlingskort over for Trump.

 

I det store billede er det dog Kina, der sidder strategisk tungt på havne i hele verden.

 

Sagen om Panamakanalen viser, at Kina ikke frivilligt opgiver denne magtposition. På papiret var handlen ellers en rigtig god handel for CK Hutchison, hvis aktiekurs steg 22 pct. på dagen, hvor aftalen blev annonceret. Det sender et klart signal til resten af verden: Kina værner om sine geopolitiske aktiver – også når de er beliggende uden for landets grænser.