USA er på vej i den forkerte retning
I denne uge er Trumps nye skattelettelse blevet stemt igennem i Repræsentanternes Hus og afventer nu godkendelse i Senatet. Med den er alle toldindtægterne – og mere til – straks blevet brugt på skattelettelser. Også besparelserne på de offentlige udgifter, som Elon Musk gennemførte, er blevet anvendt. USA har i forvejen verdens største statsunderskud, der nu vokser yderligere. Samtidig har analysevirksomheden Moody’s nedjusteret den amerikanske statsgæld, så den ikke længere bærer den højeste kreditvurdering AAA. En vurdering USA fik tilbage i 1919. De amerikanske renter er igen begyndt at stige, og den 30-årige statsrente sluttede torsdag på 5,05 pct., men var helt oppe over 5,14 pct. i løbet af dagen. Vi skal helt tilbage til før finanskrisen i 2007 for at finde en rente på 30-årige statsobligationer højere end 5,11 pct.

 

USA er på vej mod afgrundens rand, som den tidligere danske finansminister Knud Heinesen ville have sagt. Men USA er en så stor økonomi, at det kan tage flere år at gennemføre denne tur mod afgrunden. Statsgælden – og al den finansielle uro – bliver et slags epicenter i de finansielle markeder i de kommende år. Det er strukturelt, det er langvarigt, det er uholdbart, og det er alvorligt.

 

I EU fortsætter den strukturelle fremgang. Europa har længe været et meget dårligt sted. Overreguleret og underforsynet med energi, risikovillig kapital og teknologi. Men heldigvis er der forandringer på vej. Med Merz i spidsen vil Tyskland investere massivt i forsvar, energi og infrastruktur – og nu også i atomkraft. Polen og Rumænien er blevet mere konstruktive EU-aktører. Frankrig investerer massivt i teknologi. Den økonomiske vækst i Sydeuropa er på vej frem. Noget tyder på, at Trumps voldsomme fremfærd også har fået Storbritannien til at søge tilbage mod EU. Måske banker briterne en dag – måske endda snart – igen på døren til Unionen.

 

Hvis EU-Kommissionen begynder at gå forrest med deregulering, vil det være et klart tegn på, at man har forstået alvoren. Det er ikke regulering, men derimod privat foretagsomhed kombineret med opsparing og risikovillig kapital, der skaber den vækst, vi har så hårdt brug for.

Repræsentanternes Hus i USA har vedtaget en ny skatteaftale, som præsident Trump har døbt “the One, Big, Beautiful Bill” – men trods toldindtægter og forslag om store offentlige besparelser er skatteaftalen stadig ikke fuldt finansieret. Stemmes den også igennem i Senatet, betyder det, at statsgælden vil vokse yderligere.

 

 

Lovforslaget vil forlænge skattelettelser, som allerede blev vedtaget i Trumps første periode, og som stod til at udløbe ved udgangen af 2025. Disse skattelettelser vil ikke direkte stimulere økonomien i 2026 i forhold til 2025.

 

Men der er også nye tiltag, der kommer til at give en vis effekt på økonomien. Ifølge Tax Foundation forventes aftalen at:

Forslaget indeholder besparelser på offentlige udgifter for omkring 1.600 mia. dollar, mens resten skal komme fra øgede toldindtægter.

 

Ifølge Yale Budget Lab er den samlede omkostning ved skatteaftalen 4.500 mia. dollar. Toldindtægterne vil, som de ser ud i dag, kunne reducere underskuddet ved aftalen til 2.500 mia. dollar i 2034.

 

Det er klart, at estimaterne er forbundet med stor usikkerhed. At realisere besparelser er noget helt andet end at skrive dem ind i et lovforslag.

 

Yderligere er de positive dynamiske effekter af skattelettelser vanskelige at fastslå, hvorfor der også her er slør i hjulet. Og skal der skaffes flere indtægter fra eksempelvis toldsatser, kan det måske virke på kort sigt, men sænke væksten på længere sigt.

 

Det handler ikke alene om Trump, men om USA’s økonomi. Og det politiske arbejde med at finansiere en samlet reform er langt fra sin afslutning.

Verdens stærkeste økonomi må nu sluge den ydmygende kamel at blive nedjusteret. Kreditvurderingsbureauet Moody’s har for første gang i over 100 år sendt vurderingen af USA’s kreditværdighed fra topkarakter ned til næstbedste niveau.

 

Det er ikke mindst udsigten til den nye skatteaftale (se historie ovenfor), som ventes at sætte yderligere skub i en i forvejen stærkt voksende amerikansk statsgæld, der har gjort udslaget.

• USA har for første gang siden 1919 ikke topkarakter hos Moody’s.
• S&P og Fitch sænkede USA’s kreditværdighed i henholdsvis 2011 og 2023.

Med den lavere kreditværdighed ryger USA ud af en eksklusiv klub med kun 11 medlemmer, der stadig har topkarakter. Blandt dem er Danmark, Tyskland, Canada, Schweiz og Australien.

 

Konsekvenserne kan blive højere renter for virksomheder og borgere og dermed et nedadgående pres på væksten.

 

Det vækker minder om 1980’erne, hvor daværende præsident Reagan lagde grundstenen til USA’s enorme løbende gældsætning med gigantiske stigninger i forsvarsudgifterne.

 

Problemet er, at USA stadig skubber gældsbyrden fra dengang foran sig. Spørgsmålet er, hvor meget mere der er plads til.

 

Kina har for længst forladt klimadiskussionens moralske tinder og satser i stedet benhårdt på realisme og økonomi.

 

I 1970 udgjorde elektricitet bare 3 pct. af det kinesiske energiforbrug – i dag er tallet 30 pct. Og kineserne ruller nu grøn energi ud i et tempo, der henviser USA og EU til en plads i skyggen.

 

Kinas tilgang er simpel: De bygger nyt, før de afvikler gammelt. I EU forsøger man at lukke fossil energi ned, uden der er styr på den grønne erstatning. Og i USA bliver der først rykket, når det kan betale sig.

 

Men i Kina bliver der målrettet investeret i at gøre sol, vind og batterier til de billigste energiformer - og det begynder at lykkes.

 

I 2023 stod Kina for 60 pct. af verdens nye solcellekapacitet, og landet producerede næsten 80 pct. af alle batterier på kloden. Samtidig planlægger kineserne enorme udbygninger af elnettet, så den grønne energi kan bruges overalt. Det giver ikke alene stordriftsfordele, men det giver også kineserne kontrol over fremtidens energiinfrastruktur.

 

Det er godt for klimaet – men det er også godt for Kinas konkurrenceevne. Lavere energipriser betyder nemlig også lavere produktionsomkostninger, og det kan blive et vigtigt parameter i en verden med voksende geopolitisk rivalisering.

 

Hvis ikke Europa og især USA tager udfordringen op, risikerer Kina således at løbe fra resten af verden. En trussel, som i høj grad kan forklare, hvorfor rivaliseringen mellem Trump (og før ham Biden og Obama) og Xi er stigende.

Mange europæiske statsledere drog et lettelsens suk, mens Putin formentlig har forbandet udfaldet af det rumænske præsidentvalg. Valget endte med opbakning til Nicușor Dan og den pro-europæiske kurs.

 

Men bag de politiske overskrifter gemmer sig en økonomisk fortælling, der er interessant, og som kan få væsentlig betydning for Europa de kommende år.

• Pro-europæiske Nicușor Dan vandt valget med omkring 54 pct. af stemmerne.
• Højrefløjens George Simion måtte nøjes med knap 46 pct.

 

Industrien udgør lige over 25 pct. af BNP, og Rumænien er blandt de få EU-lande, der både har atomkraft, store naturgasreserver og et eksportoverskud på energiområdet.

 

Alt i alt er jorden gødet for, at vi fremover kommer til at høre meget mere til det glemte land – Rumænien kan meget vel ende med at blive en central spiller i fremtidens Europa.

 

Rumænien er på mange måder, hvor Polen var for et årti tilbage. Således er landet storeksportør af arbejdskraft til det øvrige EU.