Dansk støtte til havvind er en ommer
Den danske regering har nu besluttet at udbyde 3 GW havvind med støtte på op til 55 mia. kroner. Beløbet kan blive lavere, men ingen ved det – for vi kan ikke forudsige udviklingen i strømpriser de næste 20 år. Støtteforslaget er helt afkoblet fra virkeligheden. Havvind er dyrere end både solenergi og landbaseret vind. Ligesom med solenergi og landvind er der huller i elforsyningen fra havvind, og der kan være vindstille i mange dage. Disse huller er dyre at lukke. Det bliver den danske stat eller EU, der kommer til at betale for at udfylde hullerne og opbygge reservekapacitet. I Danmark mener vi åbenbart, at dette altid kan klares ved at købe strøm fra Sverige og Norge – dvs. atomkraft- og vandkraftstrøm. Vi lader andre lande løse vores problemer med energisikkerhed, mens vi hejser det grønne flag.

 

Det andet forhold er, at vi nu yder underskudsdækning til en energiform, som ikke er økonomisk holdbar. Hvorfor ikke vente med at udbyde disse projekter til der er en sikker efterspørgsel og dermed høj elpris, så samfundet ikke behøver at give denne voldsomme garanti? Og i stedet bruge de 55 mia. kroner på at støtte udviklingen af flere grønne energiteknologier og dermed få prisen på grøn energi ned. Det ville være langt mere fornuftigt – og langt mere effektivt i kampen mod den globale opvarmning. Man kan trods alt få meget for 55 mia. kroner.

 

I Danmark har vi endnu ikke forstået, at klimaet er globalt, og at teknologiudvikling kræver store investeringer. Vind og sol alene kan ikke sikre en stabil energiforsyning, og løsningen er ikke blot grøn energi, men billig grøn energi. Det er en ommer.

 

Der er kommet en ny politisk linje i USA. Trumps økonomiske politik er kendetegnet ved ”to skridt tilbage og ét frem”. Først skræmmer man det meste af verden for derefter at bløde lidt op. Til sidst får man en løsning, der stadig er dårlig - men som kunne have været endnu værre. Aktieinvestorerne har opdaget det. Derfor er de amerikanske aktier målt ved S&P 500 faldet med knap 4 pct. målt i dollar siden toppen i februar. Tilsvarende indikerer stigningen i de lange renter, at obligationsinvestorerne også har indpriset risici ved Trumps politik.

 

Heldigvis er global økonomi en supertanker. Den globale vækst vil fortsætte på trods af det amerikanske ”cirkus”. Og måske kan det endda betyde, at EU nu vågner. Tyskland er i gang med en storstilet investeringsplan. Vi får et bedre forsvar, og vi får forhåbentlig en massiv fremgang i de europæiske investeringer i energi, infrastruktur og teknologi. Det er tid til et gearskifte i EU, og det er positivt at se den danske regering støtte denne politiske linje.

De lange japanske statsrenter er buldret i vejret de seneste uger. Det skete som følge af svag efterspørgsel i forbindelse med en auktion af lange japanske statsobligationer.

 

Renten på en 30-årig statsobligation brød i sidste uge gennem 3-pct.-loftet, som er et niveau, der ikke er set i mindst 20 år – og det får opmærksomhed på de finansielle markeder. Tirsdag faldt renten på 30-årige statsobligationer lidt på nyheden om, at Japan vil udstede færre af denne obligation.

• Japans statsgæld er nu på 237 pct. af BNP (EU’s grænse for statsgæld er 60 pct.)
• I årevis har japanske renter ligget tæt på nul.
• Rentestigninger truer holdbarheden i den japanske statsgæld.
• De nye renteniveauer lægger pres på den japanske statskasse.

I årevis har globale investorer lånt billigt i yen og jagtet højere afkast i investeringer opgjort i andre valuta (den såkaldte carry trade). Men med højere japanske renter udvandes muligheden for gevinst ved denne handel. Og samtidig øger en høj rente risikoen for, at japansk kapital i stor stil bliver trukket hjem.

 

Det kan mærkes globalt. Japanske investorer har over tid opbygget enorme positioner i udenlandske statsobligationer - og ikke mindst i amerikanske. Hvis de begynder at trække følehornene til sig og sælge ud, kan det presse de amerikanske renter i vejret og styrke yennen.

 

Oveni står den japanske stat nu over for markant højere renteudgifter. Den enorme gæld er blevet finansieret billigt i årtier, men de tider synes ovre. Og det kan få stor betydning for Japans økonomi.

 

Europa har efterhånden længe haltet langt bagefter USA og Asien i teknologikapløbet – ikke mindst, når det gælder kunstig intelligens. En af hovedårsagerne til denne udvikling er efter alt at dømme forskellen i den måde, de forskellige verdensdele vælger at regulere deres økonomier på.

 

Data fra Heritage Foundation slår fast, at der er en klar sammenhæng mellem økonomisk handlefrihed og innovation. I den kontekst kan man ikke se bort fra, at EU’s mange regler og bureaukratiske processer udgør en væsentlig barriere for innovation og teknologisk udvikling. Det var også en af hovedpointerne i den såkaldte Draghi-rapport, der havde til formål at vurdere EU’s konkurrenceevne.

Innovation kræver fleksible rammer og risikovillighed, og her sakker Europa åbenlyst bagud. Selv om regulering er vigtig, bør det ikke have den effekt, at det kvæler idéerne, før de får luft under vingerne. USA’s tech-dominans og Kinas fremmarch skyldes ikke kun den store mængde kapital, de har til rådighed – men også, at de har frihed til at eksperimentere og skalere hurtigt.

 

 

Europa har uden tvivl potentiale. Og der er selvsagt en mening med mange af de regler, som binder det indre marked sammen.

 

Eksempelvis er der miljølovgivning, som gør det billigere at forurene og dermed producere kemiske produkter i Kina.

 

Men i den globale konkurrence er det afgørende for EU ikke at overregulere og løbende at foretage eftersyn af regler om administrativt bøvl (f.eks. CSRD). Hvis vi ikke ser handlekraft og får fjernet barriererne, risikerer vi at stå på sidelinjen, mens resten af verden bygger fremtiden.

Det europæiske arbejdsmarked har været som en trykkoger. Men efter flere kvartaler med fuld fart på lønstigningerne i eurozonen er gassen nu gået af ballonen.

 

De store lønstigninger skal ses i lyset af, at de europæiske arbejdstagere ønskede at få genoprettet reallønnen efter store inflationspres i 2022 og 2023. Med så store lønstigninger følger bekymringen for nye inflationspres, hvis virksomhederne lader de højere lønomkostninger påvirke deres priser. Men bekymringen er gjort til skamme. Nu er både lønningerne og inflationen på retræte.

 

I første kvartal 2025 tog lønvæksten således et markant dyk, og det er et klart tegn på, at presset fra arbejdsmarkedet er ved at lette.

• Lønningerne steg 2,4 pct. i første kvartal 2025 mod samme kvartal året før.
• Det er et dyk fra 4,1 pct. i kvartalet før.
• Lønvæksten er nu den laveste siden 2021. 

 

Lønvæksten har længe været i centrum for Den Europæiske Centralbanks, ECB, opmærksomhed. ECB holder øje med, om inflationspresset i eurozonen stadig bobler under overfladen. Lønninger udgør en væsentlig del af virksomhedernes omkostninger, og derfor er lavere lønstigninger som regel et tegn på, at inflationen også er på vej ned i gear.

 

Og når vi ikke længere ser store lønstigninger, giver det ECB handlerum til at sænke renterne – og det har fået smilet frem hos både investorer og beslutningstagere.

 

Inflationen i euroområdet lå i april på 2,2 pct. – hvilket er uhyre tæt på ECB’s mål om inflation på 2 pct. Den aftagende lønvækst styrker forventningen om, at centralbanken sænker renten allerede i juni.

 

Markedet har nu næsten fuldt indregnet en rentenedsættelse på 0,25 procentpoint både i juni og igen i oktober. Det vil give en tiltrængt stimulation af den haltende europæiske økonomi og bidrage med at gøre det billigere at finansiere de store investeringer i forsvar og infrastruktur, der er planlagt.