Mellemøsten, olie og guld
Ser man på udviklingen på børserne, kan det give indtryk af, at Israel allerede har vundet krigen mod Iran. Aktiemarkederne er i det store og hele upåvirket. Det kan tolkes som en militærteknologisk sejr for Israel.

 

Samtidig rejser krigen i Gaza spørgsmål af en helt anden karakter. Den burde være afsluttet for længst, og Israel er gået langt over stregen.

 

Krigen mod Iran skiller sig imidlertid ud – ikke mindst fordi truslen her i højere grad opfattes som eksistentiel for Israel.

 

Det er endnu uvist, om USA vil blive direkte involveret i konflikten, men meget tyder på det. Dermed forbliver risikoen for en omfattende forstyrrelse af den globale olieforsyning intakt. Man kan ikke udelukke, at Iran i desperation vil gribe til drastiske midler – med potentielle konsekvenser i form af oliepriser på op mod 100 dollar pr. tønde og betydelige stigninger i guldprisen.

 

Rusland og Kina har indtil videre forholdt sig relativt tavse, men det er værd at bemærke, at Iran har tætte forbindelser til begge stormagter – især til Rusland, som har været storimportør af iranske droner. Det er netop denne forbindelse, der gør, at Ukraine ser konflikten mellem Israel og Iran som en mulig indirekte støtte i deres egen kamp mod Rusland.

 

Det synes, som om Israels krige mod Hamas, Hizbollah og nu Iran i øjeblikket udvikler sig til en strategisk succes. Forhåbentlig kan det på sigt bane vejen for en varig fred.

 

En af årets mest opløftende nyheder er, at Tyskland ser ud til at være ved at genfinde sin økonomiske drivkraft. Med en bred regering i ryggen har Merz annonceret investeringer på hele 900 mia. euro i forsvar, energi og infrastruktur. Initiativet er allerede i gang og forventes at løfte landets vækstrate i retning af 3 pct.

 

Merz har klart markeret, at Europa i stigende grad skal kunne forsvare sig uden afhængighed af USA, samtidig med at Tyskland fortsat betragter Kina som en vigtig og stabil handelspartner.

 

Selv hvis hele investeringspakken på 900 mia. euro – svarende til omkring 20 procent af BNP – realiseres, vil Tysklands statsgæld fortsat være væsentligt lavere end den, USA ventes at kæmpe med i de kommende år.

 

Dette er med til at forklare, hvorfor dollaren er under pres i forhold til euroen. Økonomisk og finansielt står EU stærkere, end mange måske er klar over. Det har Merz indset – og han har valgt at handle på det.

Konflikten mellem Israel og Iran er igen blusset op, og i løbet af den seneste uge har de to lande udvekslet missilangreb. På den baggrund er olieprisen skudt i vejret.

Markederne frygter, at en optrapning kan presse olieprisen endnu højere op. Det er ikke urealistisk. Især hvis Iran forsøger at blokere Hormuzstrædet eller gennemfører direkte angreb på saudiske olieanlæg.  En femtedel af verdens olieeksport passerer Hormuzstrædet.

 

Selvom det er vanskeligt at gisne om, tyder flere ting på, at USA og Israel ønsker at afsætte det iranske regime. Det vil skabe en helt ny dynamik i Mellemøsten.

 

Samtidig er den store ubekendte også, om USA pønser på et angreb mod Irans atomfaciliteter. De ligger begravet dybt under jorden, og det vurderes, at kun USA har bomber, der er stærke nok til at ødelægge faciliteterne.

Et amerikansk angreb er ikke uden risici. Det kan betyde et mere aggressivt Iran og øget risiko for en regional storkrig i Mellemøsten. Det kan få store konsekvenser for olieprisen. Det er ikke usandsynligt, at olieprisen kortvarigt kan komme over 100 dollar pr. tønde.

 

 

Men det er vigtigt at pointere, at sandsynligheden for en eskalering af konflikten, der får varige konsekvenser for olieprisen, er lille. Derfor forventer vi heller ikke, at konflikten får reelle konsekvenser for den globale vækst.

 

OPEC-landene har i disse år stor uudnyttet kapacitet. Det gør det muligt hurtigt at skrue op for produktionen, hvis olieprisen løber løbsk.

 

Det virker usandsynligt, at Iran vil trække konflikten i langdrag. Økonomisk er Israel klart stærkere. Israels BNP er omkring 100 mia. dollar højere end Irans – selv om Irans befolkning er næsten ti gange større.

I årtier holdt Tyskland igen med forsvarsudgifterne. Det er slut nu. Med et historisk løft sender landet budgettet markant i vejret.

Med oprustningen træder Tyskland frem som Europas nye militære hovedaktør. Samtidig sender landet et klart signal om strategisk selvstændighed – både over for USA og Rusland. Forsvarsbudgettet er ikke bare vokset; det er på rekordtid blevet en central økonomisk prioritet.

 

 

Siden Ruslands invasion af Ukraine har Tysklands syn på forsvar ændret sig fundamentalt. Regeringen har ikke kun oprettet en engangsfond på 100 mia. euro. Den følges nu op af et ordinært forsvarsbudget på 3,5 pct. af BNP – samt ekstra investeringer i infrastruktur og cybersecurity svarende til 1,5 pct.

 

Hvis det lykkes at investere pengene fornuftigt, vil det ændre forestillingen om Europa som sikkerhedsmæssigt afhængigt. I stedet vil det bidrage til et billede af et samlet Europa, der er sit ansvar bevidst.

 

En ting er dog at beslutte, at der skal bruges flere penge på forsvar. Noget andet er, om eksekveringen går som ventet. Uden den rette eksekvering kan EU fortsat risikere at være afhængig af USA.

 

Guld bliver stadig vigtigere for verdens centralbanker. Sidste år rykkede det op på andenpladsen over de største reserveaktiver – en plads, euroen har haft siden 2013.

Selvom både dollar og euro mister terræn, er det især dollarens rolle, der svækkes med guldets indtog. Euroens fald har været mere begrænset.

 

 

En stor del af stigningen skyldes, at centralbankernes guldbeholdninger er blevet mere værd – drevet af højere guldpriser. Ved udgangen af 2024 kostede en ounce guld 104 pct. mere end i 2019. Til sammenligning steg centralbankernes fysiske beholdning med 6 pct. i samme periode.

 

En af hovedårsagerne til gulds fremmarch er den stigende globale usikkerhed. Amerikanske statsobligationer vakler som sikker havn med udsigt til endnu højere statsgæld. Krigen i Ukraine raser fortsat, og der er stadig usikkerhed om de amerikanske toldsatser.

 

Samtidig betragter mange lande guld som et aktiv, der – modsat andre – ikke let kan indefryses. Det har øget interessen fra blandt andet Rusland og Kina.

Privatforbruget udgør hele 70 pct. af USA’s BNP. Alligevel er det kun en snæver del af befolkningen, der driver væksten. Den rigeste tiendedel står nu for halvdelen af al forbrugsvækst i verdens største økonomi. De laveste indkomstgrupper fylder derimod næsten ingenting.

Det er en overraskende struktur. Amerikansk vækst forbindes ofte med bred fremgang og højt forbrug på tværs af samfundet. Men virkeligheden er en anden: Det er i stigende grad kun de rigeste, der driver økonomien frem.

 

 

Figuren viser, hvordan de øverste 10 pct. af indkomstfordelingen har øget deres andel af forbruget støt siden 1990. I dag står de for omkring halvdelen af det samlede privatforbrug. Samtidig er andelen for de lavere indkomstgrupper stagneret eller faldet. De nederste 20 pct. – dem med færrest midler – forbruger så lidt, at de knap nok tæller i det makroøkonomiske regnskab.

Den store ulighed i den amerikanske økonomi kan blive et problem på sigt. De mest velhavende er dog nu og her mere modstandsdygtige over for højere priser end de lavest lønnede. Derfor kan fremtidig inflation, som må forventes fra den højere told, ramme amerikansk økonomi mindre hårdt end tidligere. De mest velhavende forbrugere vil fortsætte med at holde forbruget oppe, da de har pæne reserver.

Selvom inflation aldrig er positivt for privatforbruget, står de amerikanske forbrugere overordnet set stærkt – særligt dem, der for alvor driver væksten. Det er godt for amerikansk økonomi og globale investorer.

 

De amerikanske techgiganter har cementeret deres dominans. Deres ydelser er ikke blot populære – de udgør selve rygraden i den digitale verdens infrastruktur. Derfor står selskaberne også stærkt rustet, hvis økonomien vender.

 

De investerer stadig flere penge i at styrke deres position. Det ses tydeligt i stigende anlægsinvesteringer (CapEx) og udgifter til forskning og udvikling (F&U). Fra 2012 til 2024 har:

Fem af verdens største techvirksomheder – Apple, Microsoft, Alphabet, Amazon og Meta – brugte tilsammen over 200 mia. dollar på investeringer og forskning & udvikling i 2024. Det sender et klart signal: De har ikke blot overskud, men investerer massivt i fremtiden.

 

 

Det giver næppe længere mening at tale om “big tech” som én sektor blandt mange. De udgør selve motoren i det moderne erhvervsliv. Uden dem: dårligere cloud-løsninger, dårligere AI-løsninger og dårligere IT-software. Netop derfor er efterspørgslen på deres produkter og ydelser bemærkelsesværdigt stabil – selv når renterne stiger, eller geopolitikken larmer.

Deres rolle er ikke blot kommerciel. De fungerer som digital infrastruktur – på linje med elnet og motorveje. Derfor er det ikke overraskende, at de klarer sig godt i perioder med højere renter og lavere vækst.

Som en modpol vil Digitaliseringsministeriet udfase Microsoft. Det bliver interessant at se, om det bliver en succes. I det store billede flytter det dog ikke engang en decimal på bundlinjen for de store tech-virksomheder.