Vi skal snart i gang med et nyt folketingsår. En ny finanslov er på vej. Statsfinanserne har det rigtig godt. Vi har overskud, og vi har stigende råderum. Til gengæld er der nu også en tendens til, at pengene sidder løst. Regeringen har på rekordtid brugt 160 mia. kr.:

 

Ørsted 30 mia. kr. Københavns Lufthavn 30 mia. kr. Mink 30 mia. kr. Brintrør 15 mia. kr. Havvind 55 mia. kr. (over 20 år).

 

Hertil kommer store beløb til sundhed og supersygehuse samt store beløb til forsvar.

 

Det sidste er en absolut nødvendighed, mens de første 160 mia. er udtryk for en blanding af symbolpolitik og politisk ideologi. Vi har brug for en skarp afgrænsning af, hvad der er offentlige opgaver. Staten skal ikke deltage i kapitalmarkedsaktioner og energiproduktion – det bør ske i den private sektor. Statskapitalisme, som praktiseret i det gamle Østeuropa, Frankrig og Japan, har ikke haft succes, men har ført til, at man har fejlplaceret store beløb.

 

Man kan have mange meninger om, hvor USA i disse år bevæger sig hen politisk. Men det er et faktum, at det amerikanske kapitalmarked er verdens stærkeste, og den teknologiske udvikling er imponerende. En stor del af forklaringen er rigelig og billig energi. Amerikanerne skaber enorme formuer i energisektoren. Kapitalen går i stort omfang til risikovillige investeringer i teknologi. Man kan ikke afvise, at en stor del af hemmeligheden i det amerikanske væksteventyr er præcis denne kombination af energi, kapital og teknologi. Særligt fordi den er kombineret med, at USA i årevis har tiltrukket masser af talenter fra hele verden.

 

I stedet for at finansiere Ørsted, som producerer grøn energi til meget høje omkostninger i det meste af verden – betalt af danske skatteydere – kunne vi passende satse mere på at producere energi i EU og være åbne overfor alle energiformer, herunder ny teknologi. Der vil ske en eksplosion i udviklingen af ny AI-baseret energiteknologi i de kommende år. Vi skal ikke kun fokusere på havvind, men huske atomkraft, sol, fusionsenergi og naturgas. Udviklingen må ikke kun ske i Asien og USA. Vi skal i EU med på vognen. 

 

De seneste PMI-tal fra USA, der viser indkøbschefernes forventninger til fremtiden, peger på lavere vækst i USA. Aktiviteten i industrien er faldende, mens servicesektoren er i stilstand. Usikkerhed om handelspolitik ser ud til at påvirke virksomhedernes forventninger.

PMI-tallene indikerer en afdæmpet stemning i erhvervslivet, hvilket kan hænge sammen med de fortsatte handelsstridigheder. Forventningsbaserede nøgletal reagerer ofte hurtigt på politiske signaler, og usikkerheden omkring toldsatser påvirker formentlig vurderingen af de kommende måneder.

 

 

På trods af de svage PMI-tal vokser økonomien dog i øjeblikket fortsat i moderat tempo. Den amerikanske centralbanks, Fed, BNP-model peger på 2,3 pct. vækst i tredje kvartal, hvilket er lavere end de seneste års gennemsnit, men stadig klart over nul. Udviklingen understøtter tesen om, at Trumps toldsatser ikke smadrer amerikansk økonomi, men i stedet sænker væksten fra omkring tre pct. årligt til omkring to.

 

Det er dermed ikke en situation, der peger mod recession, men snarere mod en periode med lavere – men positiv – vækst. 

 

Det officielle vækstmål i Kina lyder stadig på "omkring 5 pct." – men virkeligheden bevæger sig i en anden retning. Forbruget er svagt, boligbyggeriet er gået i stå, og eksporten trækker i stigende grad væksten.

Kinas økonomi lider under lav tillid og strukturelle problemer, som hverken toldsatser eller geopolitik kan tage skylden for. Det er ikke rivaliseringen med USA, men svag indenlandsk efterspørgsel og et fastfrosset boligmarked, der trækker væksten ned. Eksporten står nu alene tilbage som motor.

 

 

Privatforbruget – der udgør 40 pct. af Kinas BNP – steg kun beskedne 3,7 pct. i juli sammenlignet med året før. Det er markant lavere end det niveau, som er nødvendigt for at løfte væksten i verdens næststørste økonomi. Forbrugertilliden og långivning er fortsat lav, og der er ringe udsigt til en forbrugsdrevet genrejsning.

Samtidig er boligmarkedet i knæ. Investeringerne i fast ejendom, som udgør omkring 25 pct. af BNP, er i nulvækst. Byggeaktiviteten falder, og flere store ejendomsudviklere har økonomiske problemer. Et boligmarked i stilstand har store konsekvenser for de private formuer og dermed for forbruget.

Hvis ikke Xi Jinping finder en løsning på det svage privatforbrug, kan Kinas vækst lande på omkring 2-3 pct. Der er næppe tvivl om, at en vækst på dette niveau i længden er for lav til at tilfredsstille den kinesiske ledelse, som er under et stort pres fra befolkningen. Økonomisk vækst og ro i befolkningen hænger uløseligt sammen i Kina. Derfor må det forventes, at der kommer udspil fra Xi Jinping, som forsøger at håndtere situationen.

 

Warren Buffett er ikke kendt for hurtige handler eller modediller. Derfor vækker det opsigt, når hans investeringsselskab Berkshire Hathaway netop har investeret over 1,5 mia. dollar i store, etablerede sundhedsselskaber. Sektoren er lavt prissat historisk set og i forhold til andre sektorer. 

De store sundhedsselskaber har været under pres. Mange aktier handles i dag med betydelig rabat – ikke kun ift. det brede marked, men også ift. deres egen historik. Deres P/E-multipler, der udtrykker, hvor meget man betaler for en krone af det fremtidige overskud, er 25 pct. lavere end det brede verdensindeks. Samtidig er gælden lav, og mange selskaber har positive pengestrømme og udbetaler stabile udbytter.

 

 

Sundhedsselskaber er fløjet under radaren de seneste år. Opmærksomheden har været rettet mod tech og AI - og med god grund. Men sundhed er stadig en megatrend, som ikke forsvinder. Og netop når hype-bølgerne flader ud, plejer Buffett at kigge mod de fundamentale forhold.

 

 

Det betyder ikke, at sektoren er uden risici. Reguleringspresset i USA og Europa er voksende, og mange blockbuster-lægemidler står over for patentudløb. Sektoren kan derfor fortsat opleve udsving, men markedet har allerede taget højde for dele af risikoen. 

Verdenshandlen har fået et nyt balancepunkt. Hvor USA og Europa tidligere dominerede global eksport, er det i dag asiatiske økonomier, der sætter dagsordenen. Kina, Japan, Sydkorea, Hongkong og Taiwan har tilsammen overhalet de store vestlige økonomier.

Udviklingen har to sider. På den ene side afspejler det en sund globalisering: flere regioner er blevet væsentlige bidragydere til vækst og handel. På den anden side betyder det, at Vesten i stigende grad er afhængig af Asiens produktionskapacitet, teknologi og industrikompetencer. 

 

 

Kina er den helt store drivkraft i denne transformation. Landet er i dag verdens største eksportør og står alene for næsten 15 pct. af global eksport. Sammen med Japan, Sydkorea, Hongkong og Taiwan udgør de en teknologisk og industriel blok, der ikke blot leverer billige varer, men også avancerede semiconductors, elektronik og maskiner, som resten af verden er dybt afhængig af.

 

Europa og USA fastholder fortsat stærke eksportpositioner inden for f.eks. luksusvarer, energi og finansielle ydelser, men billedet er klart: balancepunktet for industriproduktion og global varehandel er rykket østpå. Det øger risikoen, når geopolitikken skærpes – især i forhold til Taiwanstrædet og relationen mellem USA og Kina.

 

Samtidig understreger det størrelsen af den opgave, Trump forsøger at adressere med den høje told. Som grafen ovenfor viser, har udviklingen været stabil og taget mange år. Dynamikker i verdenshandlen er ikke noget, man ændrer på en eftermiddag.